Homey Hanoi

Saa gik turen til Hanoi, og mine damer og herrer, nu er det sket! Det har ladet sig vente laenge - ja nogen havde troet at dagen aldrig ville komme men det gjorde den! Jeg har mistet min vasketoejsmoedom! Jo, jeg har da occationally sorteret lidt eller haengt op ind i mellem, men denne gang var det for real! Miraklet fandt sted eftersom vi i Hanoi for foerste gang paa vores tur befandt os i et privat hjem -that of Rudolf Greulich and family. Og lige lidt info til dem der ikke ved det， er der tale om en bid af undertegnedes svigerfamilie, der er bosat i Hanoi og som saa hjertenskaert havde tilbudt os husly naar vores vej ville slaa her forbi :). Man kan vist roligt sige at det var lidt som at komme hjem, isaer for mig maa jeg vove at paastaa. Efter to maaneder befandt vi os pludselig et sted (efter endnu en natbus paa de obligatoriske 12-14 timer) med vores eget vaerelse, varmt vand naar det er blevet lovet, et koekken og koeleskab til fri afbenyttelse (og efter saa lang tid med 'Lipton Yellow' havde elkogeren aldrig fri), baerbar computer med dertilhoerende Wifi, TV med DVDmaskine (can I get a ‘Hell Yeah’ :D), samt hjemmelavet mad til hvert maaltid og ikke mindst dejligt og varmt selskab. Men hertil fulgte jo saa ogsaa at man ikke laengere bare kunne stikke receptionisten 20.000 for at tage sig af gennembrugte sokker og trusser. En billig pris for en dejlig base!
       I Hanoi lagde vi haardt ud med den sparsomme, men obligatoriske sightseeing. Paa listen stod her ‘The Old Quarters’, Ho Chi Minhs hus og hans balsamerede lemmer, som heldigvis ikke var I Rusland til deres aarlige smoerelse. Isaer sidstnaevnte oplevelse skulle bringe et ekstra grin med sig (ud over det, i sig selv, lidt morsomme scenarie, der er opstillet omkring Ho Chi Minhs mausoleum med de ekstreme sikkerhedsforanstaltninger og etiske regler. Desvaerre forholder det sig nemlig saadan at naar vi faar af vide at man IKKE maa grine bliver det jo med det samme meget svaert at lade vaere med at fnise…). Den sjove haendelse fandt sted da vi stod i koe for at komme ind i mausoleet. Her var vi meget ustrategisk blevet placeret bag ved en flok kinesere, der hurtigt opdagede praecis, hvor heldige de var at staa saa taet paa nogle EUROPAERE… Wow! Og det satte selvfoelgelig gang i den saedvanlige boelge af fnisen og pegen. Efter lidt tid tog en af kineserne, en midaldrende mand ifoert en armygroen kasket med en roed vietnamesisk stjerne foran, mod til sig og ville fotograferes sammen med Mie. Og fem billeder er jo ikke nok, det skal vaere det HELT rigtige! Saa stakkels Mie maatte atter stille op til et godt gammeldags slag ‘vi er allerbedste venner’ med gutten (vinderen er selvfoelgelig den der kan give det allerstoerste kram og smile allerbredest… Endnu har ingen af os slaaet en asiat). Men denne gang syntes det dog at kunne betale sig, for da fotoshootet var overstaaet syntes kineseren tilsyneladende, at det havde vaeret en saa fantastisk oplevelse at han valgte at foraere Mie sin kasket, til stor begejstring for alle omkring os. Kineserne morede sig fordi ‘hey, den blonde toes har min hat paa’ og vietnameserne fordi ‘fedt main, kommukasket!’.Da vi senere paa dagen gentagne gange stoedte ind i flokken af kinesere i det tilhoerende parkomraade, var Mie stadig til lige stor opstandelse og begejstring og stadig kaempe homies med den gavmilde kineser – hun har paa nuvaerende tidspunkt indroemmet at hun faktisk er glad for kasketten og gaar med den jaevnligt! :D

Hanoi er en by, der vrimler med butikker, gadesaelgere og restauranter (bed mig ikke definere en vietnamesisk restaurant, for til dem af jer der ikke har set det, vil I ikke tro, hvor lidt der skal til for at faa lov til at kalde noget for en restaurant) – isaer i den del af byen der kaldes ‘The Old Quarters’. Til stor begejstring for Mie var det muligt paa ethvert gadehjoerne at erhverve sig en portion af hendes nu favoritret ‘pho’ – nuddelsuppe med kraftig fond, foraarsloeg og oksekoed (paastod de da – vi havde vores mistanker) for knapt en dollar. Derudover vrimlede det med farverige souvenirshops og snacks som er baade sjove og gode samt saere og klamme (hvem spiser friturestegt butterdej med karamel og sukker for fornoejelsens skyld?). Men de to bedste ting maa siges at vaere DVDforretningerne (for mig) og Bia Hoi (for os alle). Ja, jeg har atter brugt en mindre formue (Hanoistoerrelse, omkring 150 kr. for 30 film og lidt tv-serier) paa min stoerste passion. Mindre fristende var det ikke naar dette aars Oscars lige var blevet uddelt – nysgerrig bliver man jo. Tak fordi I baerer over med mig og bare nikker smilende, piger :).
Bia Hoi derimod var dog mere et felt, hvor Mie og Emilie kunne foelge med. Dette er smaa gadebryggerier der saelger tynd, hjemmebrygget fadoel for omkring 1 kr pr glas. Det smager ikke af meget, men det er lige hyggeligt hver gang. Paa vej hjem fra vores foerste dag i ‘The Old Quarters’ blev vi ogsaa enige om, at vi maatte prove at koere cyclo – cykelversionen af en rickshaw, og da vores erhvervede chauffoer paastod at han sagtens kunne koere med os tre i een vogn (med et saede med en bredde til halvanden vietnameser) fik vi store oejne, men hoppede med.  Dette lagde op til en lille faellessang som vi havde laert paa vores baadtur i Nha Trang; ‘Every morning I ride cyclo, with my girlfriend onehundred kilo. Ooooh she’s so heavy’. Saadan foelte vi os i hvert tilfaelde da den stakkels tynde mand trampede af sted med ca 10 km/t med os bagpaa.

Efter et par dage i Hanoi blev vi enige om， at det var paa tide at bevaege os til Ha Long Bay – et Unescobeskyttet naturomraade tre-fire timers koersel syd for Hanoi. Vi bestilte en tur med to overnatninger， der skulle inkludere kayak to af dagene og et par drypstenshuler. Det stod der i hvert tilfaelde i programmet… Ved ankomst til Ha Long Habour, hvorfra baaden skulle sejle ventede der os dog lidt af en overraskelse. To faktisk. Netop som vi var staaet af bussen stoedte vi ind fransk bekendskab som vi moedte i Nha Trang. Og igen i Hoi An. Og igen i Hue. Naa ja, naar vi nu rejser i samme retning... Og taenk bare, som vi stod og fik lidt update fra hinanden dukkede et engelsk bekendskab fra, ja gaet, Nha Trang, og igen Hoi An og igen Hue op. Briterne skulle dog ikke med samme baad som os og franskmaendene. Vi fik mere og mere en foelese af at blive forfulgt – det blev i hvert tilfaelde en indforstaaet joke.
       Ha Long Bay er smukt – ligesaa smukt som jeg huskede det. Hvilket glaedede mig meget da jeg havde frygtet, at jeg havde gjort det vildere i mit hoved end det egentlig er, men nej. Vi var alle breathtaken. Baade af bugten i sig selv, men ogsaa af de fantastiske drypstenshuler, der dog var lidt overgjort med alskens maerkeligt farvet lys, formentlig for at tydeliggoere drypstenenes glory - det havde dog lidt omvendt effekt, da det mest af alt kom til at se lidt smagloest ud. Det aendrede dog ikke paa praecis, hvor smuk naturen var.
Det eneste, der kunne have gjort Ha Long bedre var hvis det ikke havde foeltes som om det var minus grader – for koldt, DET var det… Saa det var rart da den foerste eftermiddag sluttede med lidt kayakking saa vi kunne padle os til varmen. Man kan ikke forestille sig det, hvis man ikke har set det, men personligt har jeg aldrig foelt mig mindre end i en kayak paa Ha Long; de kaempemaessige bjerge, der rejser sig stolt fra vandet er saa frygtindgydende at det ikke kan beskrives, saa da den halve times kayak var faerdig, glaedede vi os til igen at skulle ud den naeste dag… Troede vi. Det var tilsyneladende rimelig random hvad der foregik paa disse baadture for der var ingen kayak naeste dag, derimod en lille trekkingtur paa Cat Ba island (det ville nogen af os godt have vidst, da vi pakkede sko!). Selvom jeg var mildt sagt uforberedt var det ikke desto mindre en rigtig god oplevelse igen at komme ud og bruge kroppen og lege Indiana Jones, selvom Mulle var ifoert All Star og jeg selv, smaa fine Tommy Hilfiger sutter. Bjerget paa Cat Ba island var mudret efter den nylige regn, saa det var med at holde tungen lige i munden! Der gik ogsaa rygter om, at der skulle vaere en truet, hvid abe i nationalparken. Vi saa ingen abe og blev enige om, at det maatte vaere vietnameserne der havde set en vildfaren svensker for aar tilbage og troet at dette var en hvid abe.

Aftenen foer vi tog afsted til Ha Long fik vi en noget speciel og bestemt uventet, men MEGET kaerkommen invitation af Rudolf. Den danske ambassade i Hanoi havde inviteret alle bosatte danskere i Vietnam til at komme og se ‘Haevnen’ paa et fornemt hotel i byen, da filmen lige havde vundet en Oscar for bedste udenlandske film. Saa efter speciel tilladelse fra ambassaden fik Rudolf lov til at medbringe tre danske turister paa gennemrejse og vi var hurtige til at sige ja tak. Dette foregik samme aften som vi vendte hjem fra Ha Long Bay saa da vi ankom, meget backpackeragtige, lettere lugtende og traette til det meget rene hotel (med security check i lobbyen og folk ansat specifikt til at trykke paa elevatorknappen) foelte vi os lidt… hvad skal man sige? Underdressed? Men den frie bar, popcorn (hvorfor putter vietnameserne sukker paa?! HVOR ER SALTET?!!) og de soede danskere gjorde at vi snart foelte os hjemme igen. Filmen var god (som I sikkert er mange der ved) og jeg taler nok isaer for mig selv naar jeg siger at biograftoersten blev stillet for now. Men GUD hvor var jeg ogsaa traengende… Samme aften da vi lige var staaet af bussen fra Ha Long og stod og ventede paa Rudolf kom en skopudser forbi og faldt i svimer over mine skos tilstand. Jeg maa da indroemme at de har set bedre dage – Tommy-sutterne var ikke glade for Cat Ba. Saa den lille skopudser tilboed at sy dem – bare lige det vaerste. Sorry mamma, jeg kan nu gaa I dem igen, men de er IKKE blevet paenere.

Naeste punkt paa dagsordenen var en udflugt til det nordlige Sapa som er stedET hvis man vil trekke i Vietnam. Igen taler jeg af egen erfaring og saa meget frem til det. Sapas bjergbyer er beboet med ‘indvandrere’ fra Kina, der har deres egne smaa minoritetssamfund hovedsageligt baseret paa landbrug, hvilket ses tydeligt paa de imponerende risterrasser der dominerer landskabet. Inden turen kunne gaa hertil var det dog blevet lidt presserende for Mie at faa koebt sig et nyt kamera da undertegnede, paa samme maade som Mie blev det i Nha Trang, blev bestjaalet i Hanoi, saa nu mangler jeg baade telefon, kamera og lommeur. Saa altimens Rudolf og jeg var paa politistationen begav Mie og Emilie sig succesfuldt ud paa scooter i Hanois gader. Vi var ellers blevet enige om, at vi nok skulle holde os vaek fra storbytrafikken, men som den Dare Devil Mie er (pigen der fniser hvis hun har en god haand i poker) styrede Mie scooteren til kameraforretningen med kortlaeserMulle bagpaa. Hvilket har resulteret i at vi til trods for to stjaalne kameraer ikke har nogle udaekkede episoder paa billedfronten! :D
       Saa vi var igen sikre paa at vi kunne dokumentere vores oplevelser da vi begav os ud paa vores foerste nattog til Sapa, hvor vi blev velmoedt af taage, kulde og h’monger. Sidstnaevnte er den dominerende minoritetsgruppe i Sapa by. Den foerste dag blev brugt paa at se stedet an, paa at se den naermeste minoritetslandsby og paa at finde ud af, hvordan vi ville disponere vores tid. Saa allerede naeste morgen stod vi klar med vandresko, tykke sokker, vanter og toerklaeder (it was THAT cold), da vi blev moedt af vores guide - en meget hyggelig, ung faetter der gik under navnet (and we kid you not) Hero. Saa vi foelte os i sikre haender! Vi var mentalt forberedte paa at vi NU skulle ud og bevaege os og se noget fantastisk natur samt bo hos de autentiske minoritetsgrupper – saadan havde det i hvert tilfaelde vaeret sidste gang. Men som saa meget andet var Sapa ogsaa blevet lidt af en turistfaelde. Naturen var ikke til at diskutere - fantastisk smukt og helt sikkert ogsaa highlightet paa vores tur (maaske lige bortset fra vores festmaaltid af en aftensmad) - vores tur boed baade paa de fantastiske risterrasser, brusende vandfald (‘last year one turist fall down and die!’ fortalte Hero) og dale med rislende floder. Trekkingen derimod… Hm. Lad os kalde det en besvaerlig gaatur. Det var ikke meget vaerre end en mudret dag i Hareskoven. At der efterhaanden er flere og flere turister i Sapa kunne ogsaa tydeligt maerkes paa h’mong folket, der snakkede bedre engelsk end de fleste i Hanoi og hvis main income er salg af hjemmestrik til turisterne. Det aendrede dog ikke paa at det altid er sjovt at blive forfulgt af en jaevaldrende paa halv hoejde, med sin foerstefoedte paa ryggen, der bliver ved med at pointere at vi er ‘so bjutafuul’ og har ‘so naais skin’. Det var dog ikke altsammen lige ud ad landevejen; undervejs paa vores trekking blev vi nemlig moedt af noget af en udfordring. Naermere betegnet en 700 kg tung udfordring… Vi havde netop forladt foernaevnte vandfald, nu i selskab med en hyggelig, lokal hund (ikke ALLE hunde har rabies, Mie!) da vi maatte stoppe op paa den halve meter brede sti – der stod nemlig en boeffel og fik frokost. Hero maatte her vise at han kunne leve op til sit navn og begyndte energisk at daske til droevtyggerens rumpe med en lille bambuspind, uden det helt store resultat. Boeflen syntes tilsyneladende at den stod ganske fint lige her og da den endelig besluttede sig for at flytte sig ville den kun gaa samme vej som os med omkring 2 km/t. Det var lidt ligesom at lande bagved en rolator paa stroeget. Langt om laenge fik dyret dog flyttet sig og vi kunne fortsaette vores vandring.
Omkring klokken to samme dag ankom vi til vores homestay, hvor der var, ja nada at lave andet end at fryse og vente paa aftensmad. Den var til gengaeld ogsaa vaerd at vente paa – selv for en vegetar :D. Det gjorde lidt op for, at vores homestay ikke var noget naer saa autentisk som sidst, eller som forventet. Der var for faen traek og slip… Ak ja. Da aftensmaden var indtaget kunne de asiatiske dele af selskabet ikke vente med at komme videre – der skulle eftersigende vaere et sted i landsbyen med karaoke! Men af den samlede flok europaerere fik de kun lokket et par franskmaend med… Weak souls. Vi andre blev tilbage men en flaske ‘Happy Water’ – risvin, som vores ‘helt’ ogsaa haeldte ned, baade i egen hals og i vores.  
       Naeste dag var vejret dog endelig med os og vi oplevede faktisk at maatte strippe til det punkt, hvor vi kun bar et enkelt lag – herligt, herligt! :) Det skulle dog vende igen da vi var tilbage i Sapa by, hvor vi skyndte os at finde et sted at tilbringe resten af dagen, hvor vi ikke var noedt til at kaempe for at holde varmen. Under normale omstaendigheder ville man her flygte hjem til sit hotel… Det forudsaetter bare at ens hotelvaerelse ikke er en dybfryser medmindre man ligger under sin dyne, plus det ekstra lag som receptionisten saa gavmildt tilboed os (det kostede fem dollar for radiator, og tingene bliver sat lidt i perspektiv naar man ved at man kan spise i 2-3 dage for de penge). Vi fandt saaledes en dejlig restaurant med gratis Wifi, en rigtig pejs og varm roedvin… Oh. Happy. Day. No need to say at dette blev vores stamsted. Dog blev det en smule trivielt kun at sidde og varme sig, saa Mie udfordrede undertegnede til den ultimative test(!); at laegge et puslespil, der skulle forestille Australien, bestaende af syv farvede traeklodser som repraesenterede de forskellige provinser i landet. Jeg ved godt du maaske savner boernehaven Mie, men helt aerligt? Vi optimerede saaledes udfordringen lidt ved at give Mie bind for oejnene og stille hende overfor samme test. Man har kun den fun man selv blander…

Vi havde naeste dag planlagt en endags trekkingtur (med en guide der havde shanghaiet os paa gaden), inden vi skulle tage sovebussen tilbage til Hanoi. Guiden valgte til gengaeld at lade vaere med at dukke op som aftalt og vi kom derfor ikke afsted den dag. Behoever jeg at fortaelle, hvor vi saa satte os for at vente paa bussen?

Tilbage i Hanoi var der to ting tilbage vi gerne ville naa inden turen skulle gaa til Ninh Binh og videre til Beijing: Perfume Pagoda og det berygtede Water Puppet Theatre. Oh my God. Sjaeldent har man kedet sig saa grumt paa 50 minutter, som til Water Puppet Theatre. Gudskelov for at vi hver havde medbragt en haandbajer (eller to) – ellers var det da gaaet helt galt. For mig selv kan jeg sige at jeg bagefter ikke kunne huske den sidste halvdel – saa meget var jeg faldet hen i mine egne tanker.
       Herefter gik turen til Ninh Binh for en enkelt overnatning, hvor vi ville se de berygtede lime stone caves. Og flotte – det var de! Vi befandt os igen, igen, igen i en lille jolle med privat roer – denne gang en der fandt det umenneskelig sjovt ogsaa at agere fotograf for de smuuuukke danske piger, der gang paa gang blev bedt om at posere hist og her og alle vegne (vi har faaet taget flere billeder i Ninh Binh end vi selv gjorde i hele Cambodia). Morsomt var det, men vi maatte altsaa hugge bremserne i til sidst - ‘Saa stopper festen makker, du faar ingen drikkepenge’.
Dog maa highlightet paa Ninh Binh turen siges at vaere den totale mangel paa andre turister som praegede stedet. Nogle englaendere i Sapa havde anbefalet os at tage de nordliggende grotter fremfor de sydlige i Ninh Binh af samme aarsag – wise choice! Dette resulterede ogsaa i, at alle de lokale familieudflugter vi moedte paa vejen glemte alt om de imponerende lime stone caves og brugte al deres energi paa at fotografere og grine af de hvide aber. Paa et tidspunkt blev det saa grelt at vores baad befandt sig med to andre baade paa hver side, fulde af vietnamesere der tydeligvis alle havde en masse inforstaaede jokes om vores roer og os, for der blev peget og grinet langt ud over det saedvanlige. Vi har nu vaennet os saa meget til det, at det egentlig ogsaa bare er sjovt for os. Heldigvis. Samme aften, tilbage i Hanoi ville vi gerne goere noget godt for Rudolf og familie som tak for husly og overbaerenhed med vores forskellige forstyrrelser, saa vi hev dem med paa restaurant, paa meget vietnamesisk maneer; der bliver bestilt en million retter, og alle spiste af alt… And it was goooood. Undertegnede isaer var yderligere i ekstase da jeg investerede i turens indtil videre dyreste og bedste flaske roedvin. Tak for alt Hanoi!
Dagen efter gik turen til Perfume Pagoda. Tre timer i bus og en time i baad og saa befandt vi os atter ved noget munke-noget. Man kunne herfra vaelge om man ville gaa til toppen af det bjerg, hvor den egentlige attraktion befandt sig, eller om man ville tage en cable car. Vi gik ligesom halvdelen af turgruppen. Guiden tog cable car. Han havde ellers vaeret meget handy at have med paa gaaturen – for eksmepel naar vejen delte sig og skiltene stod paa vietnamesisk… Men det er maaske bare en europaeers fortolkning af, hvad en guide skal tilbyde? Til gengaeld var vi saa begavede at havne i baad med et aeldre vietnamesisk aegtepar der var immigreret til Californien og nu var paa sightseeing i deres eget land for foerste gang i 30 aar. Saa for foerste gang havde vi tolk paa til naar vores roer eller folk omkring os sagde ting vi ikke fattede spor af – det var rimelig epic! For en gangs skyld var vi i stand til at forstaa hvad der foregik naar guides og chauffoerer rendte forvirrede rundt med billetter og turister ud over det hele.
Efter tilbagekomsten til Hanoi gik vi i pakkemode for samme aften (eller meget tidligt naeste morgen) havde vi flybilletter til Beijing. Hvad der skulle have vaeret en smertefri og veltilrettelagt tur startede dog lidt rodet da vi i lufthavnen opdagede, at vores vietnamesiske visa var overskredet med een dag. Ups… Vi havde vaeret saa optagede af ikke at komme for tidligt afsted at vi ikke havde skaenket det een tanke at vi havde overskredet vores tidsplan i Vietnam med naesten 2 uger. Saaledes maatte vi alle baske inderligt med vores oejenvipper, lege med de vietnamesiske uniformers Napoleonskomplekser og stikke dem 20 dollars for at faa lov at forlade landet (de ville have 20 $ pr. person!). Vi havde saaledes virkelig meget brug for fejre vores sejr, men selv i en lufthavn er det meste lukket klokken et om natten… Bortset fra business lounge – og hvis man gaar ind med selvtillid og bestiller sin oel foer nogen stiller spoergsmaal, saa gaar den sgu! Selvom vi var noedt til at holde foedderne hoejt loeftet af frygt for Rottigan (aka. fed, klam rotte), der huserede i de fornemme gemakker.
Tak for denne gang Hanoi – vi har taget afsked med maner, hvis vi selv skal sige det J

Fest, farver og latterligt daarligt vejr

Inden vi tog hjemmefra har mange vidende og hjaelpsomme mennesker givet os indput til, hvordan vi skulle rejse, hvad vi skulle vaere opmaerksomme paa og hvilke destinationer vi skulle besoege. Naturligt nok bliver det efterhaanden lidt svaert at skelne ophavet til det ene velmente raad fra det andet, hvilket nok har vaeret meget heldigt for det individ, der raadede os til at besoege Dalat! Da vi efter adskillige timer i bus paa taagede bjergveje naaede frem til det raakolde, drivvaade ’bjergparadis’ gik vores tanker i hvert fald i retningen af anononyme konvolutter med hvidt pulver til hvem der end havde anbefalet Dalat som destination. Efter solrige 30 °C i Saigon og en rejse, der indtil ankomsten i bjergbyen ikke havde budt paa daarligere vejr end et par graa skyer paa himlen, var de vaade 15 °C i Dalat noget af et chok for os. Varm the og suppe var pludselig i hoej kurs og vi maatte se os noedsaget til at finde sweatere og regnslag frem for at klare klimaet.

Regnen varede dog (heldigvis) ikke ved saa vi fik ogsaa chancen for at opleve den lidt mere hyggelige side at Dalat, som viste sig at vaere en by kendt for sin smukke natur, sit specielle klima og ifoelge Emilie, sine mange myg; ved ankomsten til hotelvaerelset organiserede hun kollektiv myggejagt, hvor vi indledte en blodig kamp imod den haer af myg, der havde beslaglagt vores vaerelse. Krigen varede en god del af en time og kostede blod (mest fra myggenes side), sved og oemme haender, men vi er stolte af at meddele at vi vandt uden naevnevaerdige tab.

For at fejre sejren besluttede vi at afproeve en af omraadets specialiteter – vin. Dalat er aabenbart et af de eneste steder i Vietnam, hvor det er muligt at dyrke vin og af respekt for de lokale var det selvfoelgelig noget vi foelte vi burde stoette. Vi erhvervede os derfor 3 forskellige flasker (vi skulle jo bare smage…) og skaalede for sejren… hvilket jeg kom til at fortryde bitterligt! Det er ingen underdrivelse at sige, at vinen var taettere paa at faa skovlen under mig end myggene havde vaeret; aldrig har jeg oplevet en vin, der var saa taet paa at vaere udrikkelig som ’Vang Dalat’. Baade Emilie og Kathrine led de samme pinsler som jeg selv, men da vi er godt opdraget (synes vi selv!) og har laert om oelspild og god alkoholkultur var vi godt klar over at der ikke var nogen vej tilbage –flaskerne var aabnet og maatte noedvendigvis toemmes. I ren desperation koebte vi derfor 3 oel saa vi efter en taar af den skraekkelige vin kunne skylle efter med en slurk gylden laeskedrik. Vi har derfor nu laert af dyrtkoebt erfaring, at der er en grund til at Vietnam ikke er kendt for sine velsmagende vine – de findes ikke (!) og advarslen er hermed givet videre.

Nu skal det heller ikke lyde som om Dalat bare var et regnfyldt hul med daarligt vejr og endnu daarligere vin. Der var meget smuk natur omkring byen og et helt andet klima end nogen andre steder i Vietnam og saa var byen hjemsted for to meget specielle sights. Det ene var et hus med det meget rammende navn ’Crazy House’. Det var et stort bygningskompleks udtaenkt af en vietnamesisk kvindelig arkitekt (sandsynligvis paa et rimelig vildt syretrip), der uden at benytte en eneste ret linje forbandt flere forskellige taarne med broer, trapper og gange.

Huset var ligesaa meget en legeplads (man farer vild efter 2 min!) som et hotel, hvor det er muligt at leje et vaerelse for natten – hvis man ikke har noget imod at vaagne op og tro at man stadig droemmer. Inspirationen til huset var ifoelge arkitekteksperten (Kathrine) klar kommet fra den spanieren Gaudi, imens det for Emilie og jeg mere lignede en scene fra ’Alice i Eventyrland’.

Det andet sight Dalat trakterede os med var en dal, hvor vi var blevet advaret af de lokale mod at tage hen. Det var den beroemte ’Valley of love’ - populaer blandt vietnamesiske turister og kaerestepar og foragtet af de lokale fra Dalat omraadet, og vi fandt snart ud af hvorfor. Attraktionen, som ligger en et kort motoride fra centrum af byen, er et aflukket parkomraade fyldt til randen med det ene kvalmende kaerlighedssymbol efter det andet. Der er udstillet alt fra fredsduer i overstoerrelse til Mickey og Minnie Mouse haand i haand.

Som besoegende gaar man rundt og ”beundrer” de forskellige statuer og faar taget sit billede med de mest tacky, altimens der bliver blaest kaerlighedstoner ud igennem strategisk placerede hoejttalere og vietnamesiske maend ifoert hvide cowboykostumer vandrer rundt blandt de besogende og kraever betaling for at lade sig fotografere. Vi spadserede rundt i parken i en times tid og morede os over de mere og mere absurde statuer, uvidende om at vi var i gang med at blive en attraktion i os selv; der var kommet flere og flere asiatiske turister til parken mens vi var gaaet rundt og da vi ville forlade stedet antastede en gruppe kinesere os – de ville have lov til at blive fotograferet sammen med os. Det er foerste gang vi har oplevet det paa vores tur (selvom vi er blevet advaret om at det aabenbart er ret almindeligt i Kina) og vi stillede (en anelse forbloeffede) op til fotografi med de forskellige mennesker i gruppen. Her synes jeg det er paa sin plads lige at understrege, hvordan scenariet er saa alle er med; naar man faar taget billede sammen med en asiat er det ikke nok at stille sig op og smile – det er ikke fordi fotografen kraever vilde poses, men det er forventet at man udstraaler kammeratskab med den man faar taget billedet sammen med. Det betyder i praksis at vidtfremmede mennesker som det naturligste i verden kaster armene omkring én og med de bedste intentioner forsoeger at klemme livet ud én i de ca. 20 sekunder det tager for fotografen at trykke paa udloeseren. Efterfoelgende gaar man derfra med det helt klare indtryk af, at man lige har reddet en komplet fremmeds dag. Det var sjovt for os at proeve i ’Valley of love’, selvom vi dog blev en anelse utaalmodige da flere turistgrupper, inspireret af de foerste, ogsaa ville tage billeder. Da vi endelig slap ud af parken jokede vi med tanken om at begynde at kraeve betaling for billederne, saa det kan vaere vi ikke faar brug for oel-nuddel-fonden alligevel ;).

Da vi havde faaet nok af det kolde vejr i Dalat tog vi videre oestpaa til kystbyen Nha Trang, der er kendt for sol, sommer, strand, fest og druk – en vidunderlig kombination. Ved ankomsten skuffede byen dog noget saa forfaerdeligt da det regnede – igen! Ganske vist er der noget varmere i Nha Trang, da det ikke ligger saa hoejt som Dalat, men det var stadig en kaempe skuffelse at skulle finde regnslagene frem igen. Det daarlige vejr varede dog ikke ved og i loebet af de naeste par dage viste Nha Trang sig fra sin bedste side; klar himmel, blaat hav, gult sand og masser af sol, saa vi tilbragte et par dage paa den fantastiske strand og noed at blive brunere og brunere. Det var dog ikke kun om dagen vi havde travlt; vi tjekkede ind paa et dorm (note til dem paa 40 +, et dorm betyder at man deler vaerelse med flere fremmede mennesker, lidt a la et kollektiv), der udover at byde paa utrolig mange soede mennesker ogsaa var leveringsdygtig i billig alkohol (INGEN Dalat vin!!) saa vores aftener i Nha Trang var ogsaa fuldt bookede.

Selvfoelgelig lyder dette underskoenne paradis med skoent vejr, dejlige mennesker og rigeligt sprut for godt til at vaere sandt og det blev det saadan set ogsaa, ihvertfald for mit vedkommende; ikke mange dage efter ankomsten blev jeg udsat for bagsnatching under en bytur. Det var det klassiske eksempel, hvor to vietnamesere paa en scooter koerer forbi og nakker tasken paa vejen. Jeg mistede selvfoelgelig en hel del (heldigvis hverken pas eller kreditkort) ting, der var vigtige for mig heriblandt min telefon og mit kamera. Derudover gav raneriet mig ogsaa lejlighed til at stifte naermere bekendtskab med det vietnamesiske politi, der eftersigende er det bedste der kan koebes for penge (ikke at vi oplevede noget i den stil) - Emilie og jeg brugte dagen derpaa 5 timer paa en politistation med at svare paa spoergsmaal, udfylde rapporter, svare paa flere spoergsmaal og fremfor alt paa at goere os forstaaelige paa engelsk (receptionisten paa vores hostel maatte hentes og agere tolk). Intet er let i Vietnam og at faa en politirapport er absolut ingen undtagelse, men jeg havde dog heldet med mig, saa efter 2 dage og i alt ca. 9 timers indsats lykkedes det mig at faa en rapport, der bekendtgjorde mit tab. Saa ville man maaske tro at jeg ville faa lov til at nyde resten af vores ophold i Nha Trang – at min del af uheldet var opbrugt, men det var desvaerre ikke tilfaeldet.

Dagen foer vores afsked med Nha Trang besluttede vi at tage paa en heldags baadtur med en masse andre fra hostlet.

Paa trods af lettere skyet vejr havde vi en fantastisk tur med baade snorkling, druk (kaptajnen hev en hjemmeblandet cocktail frem, der viste sig at vaere saerdeles potent!), hygge og faellessang (?). Desvaerre benyttede jeg et midlertidigt stop paa en oe til at snacke et par vargelaeg – det er smaa hvide aeg, hvor skallen har smaa sorte pletter og det er et meget populaert mellemmaaltid i baade Cambodja og Vietnam. Det kom jeg til at fortryde ca. 4 timer senere, hvor jeg vaagnede efter en kollektiv morfar med megakvalme. Det varede da heller ikke laenge (egentlig naaede jeg kun lige netop over paa en restaurant paa den anden side af gaden, hvor Emilie og Kathrine ville have aftensmad) inden aeggene kom op igen. Plus moms. Det var saa starten paa (endnu!) en nat, hvor jeg rendte i pendulfart fra min seng (saa er det eddermame nedern at sove i overkoejen) til toilettet. Efter gentagende gange at have stukket skaermen i toilettet formaaede jeg dog at sove et par timer inden vi maatte op og tjekke ud af vores vaerelse. Resten af dagen tilbragte jeg saa med at ynke paa en sofa i faellesrummet inden vi kl. 19 kunne stige om bord i en sovebus til Hoi An.

Den 12 timer lange bustur klarede vi alle (efter omstaendighederne) fint; Emilie blev ikke koeresyg, jeg braekkede mig ikke laengere og Kathrine tog bare det hele i stiv arm. Ved ankomsten til Hoi An fik vi tjekket ind paa det foerste ledige hotel vi fandt og jeg tilbragte saa resten af dagen og natten i sengen, mens Emilig og Kathrine gik ud og opdagede Hoi Ans store attraktion – skraeddere.

Jeg ved ikke om det var deres oprindelige plan, men de kom i hvert fald begge hjem med smukke skraeddersyede kjoler – tilpasset og designet efter praecis deres egne oensker.

Udover at vaere hjemsted for ligesaa mange skraeddere som scootere var Hoi An ogsaa en charmerende by med en gammel bydel, hvor biler var forment adgang og husene blev vedligeholdt i gammel stil. Hoi An var ogsaa stedet for vi for foerste gang kastede os ud i at leje scootere. Kathrine var for kylling til at proeve, saa Emilie og jeg begav os alene afsted. Foerste udfordring var at finde den rette forhandler og det lykkedes os rimelig hurtigt at finde en udlejer, der havde automatiske scootere og hjelme (bonus!). Efter lidt forhandling frem og tilbage blev vi enig om en pris, hvilket udlejerens venner aabenbart fandt hysterisk morsomt – Emilie noterede sig i hvert fald at de hyggede sig gevaldigt meget over os.

Da ingen af os kan kategoriseres som vaerende professionelle motorcrosskoerere besluttede vi at tage det stille og roligt og jeg fik opgaven at transportere os hen til den naermeste benzinstation fordi jeg trods alt har siddet paa en scooter et par gange foer, hvilket var mere end hvad Emilie kunne prale af. Vi overlevede da ogsaa turen og formaaede at faa fyldt benzin paa – nej, vi gjorde det ikke selv. Derefter koerte jeg os hen til et roligt kvarter og overlod kvaernen i Emilies varetaegt saa hun kunne blive fortrolig med den imens jeg gik ud for at finde frokost. Efter ca. en halv time vendte jeg tilbage og saa til min overraskelse at Emilie stod ved siden af scooteren istedet for oven paa den. Hun forklarede at den var begyndt at sige maerkelige lyde og at en forbipasserende havde peget paa hendes benzintank. Teorien var, at vi var ved at loebe toer for benzin. Dette stemte ikke overens med vores udlejers postulat om at maskinen kunne koere 30 km paa literen, men vi besluttede alligevel at koere tilbage til tanken. Paa vejen derhen gik det imidlertidigt op for os at der sku nok var rigeligt benzin paa og at problemet nok naermere var at vi var punkteret. Naerrigheden slog til igen og vi besluttede ikke at lappe lortet, men bare at faa fyldt lidt luft i for ”det var nok bare sivet ud lige saa stille og roligt”. Den teori blev afkraeftet ca. 10 min senere da vi igen koerte paa et fladt daek og vi kroeb derfor til korset og bad en mekaniker saette en lap paa slangen. Det var imidlertidigt lettere sagt end gjort, for da han ville hive slangen ud af daekket stod han pludselig med en gennemskaaret gummislange i haanden. Det lignede aerlig talt at slangen var klippet igennem med en saks og efter ca. 6 uger paa farten i Asien drog vi den mest logiske konklusion – nogen forsoeger at snyde os. Vi sammenkaldte derfor til krigsraad og overvejede vores muligheder. Vi blev hurtigt enige om at vi ikke havde taenkt os at betale for baade leje og ny slange og (rimelig pissed, som vi var) besluttede vi at koere tilbage paa det flade daek og tage diskussionen med udlejeren. Som sagt saa gjort og da vi kom tilbage forklarede vi sagen for ham. Han insisterede selvfoelgelig paa at scooteren havde vaeret fin da vi havde faaet den, men efter at have diskuteret frem og tilbage endte det med at vi gik derfra uden at betale for nogen af delene. Saa paa trods af alt boevlet fik vi alligevel proevekoert en scooter og endda ganske gratis – vi klager ikke. Efter det famoese scootereventyr tilbragte vi et par dage med at opleve byen (og faa tilpasset kjoler) inden vi satte kursen imod Danang, Vietnams 3. stoerste by og det suveraent mest kedelige sted i landet. Vi tilbragte under 24 timer i byen og selv det var for meget – efter en halv dag var vi klar over at Danang er ligesaa meget vaerd for turister som den samlede encyklopaedi er for en flok kalkuner! Efter en enkelt nat pakkede vi med andre ord vores tasker i en vis fart (dette kan dog ogsaa have haft noget at goere med de kryb, der boede i sengene paa det hotel, hvor vi sov) og sprang paa en bus til Hue, hvor vi tjekkede ind paa Hue’s Backpackers Hostel alias guds gave til toerstende rejsende.

Vi havde oprindelig hoert om stedet fra andre rejsende tilbage i Nha Trang, der varmt havde anbefalet hostlet. Personligt var vores oplevelse af stedets service ikke synderlig sindsoprivende (eller tilfredsstillende) da vi ved ankomst blev henvist til et andet hotel, da alt var optaget. Vi fik dog lovet en plads dagen efter, hvor vi ogsaa fik lov til at tjekke ind og overnatte en enkelt nat, hvorefter vi fik af vide at vi maatte flytte igen. Dette blev heldigvis aendret til at vi kunne faa lov til at blive, hvis vi ville sove tre i en halvandenmandsseng, hvilket igen blev aendret til at vi ogsaa ville faa tildelt en enkeltmandsseng oveni – saa resultatet var at Emilie og Kathrine laa i ske mens jeg kunne brede mig i overkoejen. Generelt var det et vaerre roderi saa naar hostlet alligevel staar for os som et af de bedste vi har boet paa indtil videre skyldes det to ting; soede mennesker og gratis oel fra 17-18! Det er utroligt, hvad man vil finde sig i naar man ved at der i loebet af dagen er en hel time, hvor udskaenkningen af oel koster det samme som luft goer til daglig. Vi overlevede endda at det regnede 80 % af tiden fordi alt bare ser lysere ud med en flaske i haanden.

I Hue havde vi ogsaa fornoejelsen af at komme lidt tilbage paa det kulturelle spor og vi fik set Nguyen herrernes (Vietnams officielle dynasti frem til 1945) citadel (hoejdepunktet var den afsluttende tur paa KFC, hvor vegetaren fik smag for coleslaw) og deres gravpladser. Sidstnaevnte var for undertegnedes vedkommende nok mest interessant fordi det indebar leje af motos (denne gang uden maerkelige punkteringer – til gengaeld loeb vi toer for benzin...).

Det var ogsaa fra Hue at vi tog en tur op til den demilitariserede zone – det 10 km brede bufferbaelte, der gik igennem Vietnam ved den 17. breddegrad og delte landet i nord og syd. Uvidende som vi var havde vi dog valgt at booke turen dagen efter St. Patricks Day, hvilket viste sig at vaere en fejltagelse. Vi var i hvert fald ikke helt paa toppen da vi efter adskillige timers fejring og faa timers soevn skulle op kl. 6 og ud i en bus. Vi kom dog over os selv og fik ogsaa nydt turen selvom de fleste sights var rimelig intetsigende; ’her er en bjergtop, hvor der engang laa en amerikansk base. Den er her ikke mere og der er ingen rester efter den, men bjergtoppen er altsaa god nok’. Hightlightet var Vinh Moc tunnelerne, hvor en hel landsby havde gravet sig ned for at slippe for de amerikanske bombardementer. Boenderne boede saa under jorden (nogle i op til 6 aar) og forsvarede samtidig graensen imod potentielle amerikanske invasioner. I modsaetningen til tunnelerne i Cu Chi var disse altsaa ikke bygget som et angrebsvaerk, men som en noedvendig beskyttelse for at kunne opretholde et normalt liv paa trods af krigen.

Efter saaledes at have tilbragt et par dejlige dage i Hue blev det tid til at tage videre og vi bookede endnu en sovebus, denne gang til hovedstaden Hanoi. Vi rejste sammen med en englaender, Joe, som jeg havde moedt i Nha Trang og som vi igen havde moedt i Hue og i hans selskab gik de 14 timer som en leg.

Vi drak oel og Kathrine og Joe koebte ogsaa en haeslig flaske ’et eller andet’ som de havde store problemer med at faa drukket altimens vi bumlede afsted paa daarlige veje med en potientiel sindssyg chauffoer – vi havde en fest altimens Hanoi kom taettere og taettere paa.

Kort fortalt; vi lever! Og haaber at alle derhjemme har det fantastisk.
God karma og varme vibes
Mie

Er vi i Ho Chi Minh City eller Saigon?

Efter en dejlig afslappende bustur fra Ben Tre til Saigon's busstation stod vi stadig 5 kilometer uden for den centrale del af byen. Efter foerst at have argumenteret med moto's som ville have 50.000 dong pr. naese, og taxier som kraevede 200.000 dong for turen, naaede vi efter nogen overvejelser op i  bus nr 2, som vist nok skulle koere til Pham Nhu Lao som eftersigende skulle vaere backpacker-cribbet. Vi maatte dog ud i en hurtig exit da vi opdagede at bussen bestemt ikke koerte til den del af byen og vi endte derfor til sidst i en taxi til 150.000 dong. Det var en meget ung (og ualmindelig flabet) chauffoer, som med jaevne mellemrum bad om betaling foer ankomst, hvilket resulterede i at Mie, paa forsaedet, i ren panik tyede til at bestikke ham med sit elskede noedde-slik, for midlertidigt at lukke munden paa ham. Det efterlod en tydeligt mindre maengde slik i Mies pose og havde kun delvist den oenskede effekt. Mie var ikke tilfreds (minor success)!


Da vi stod ud  af taxaen i Pham Ngu Lao, kunne vi ved foerste oejekast ikke finde det hostel som vi havde knastet ind som potentiel foerste-prioritet. Efter at have staaet tilpas laenge og set 'jeg-er-ny-turist-og-ved-ikke-hvor-noget-er'-agtige ud, var der en goeglertype, som shang-hai'ede os og viste os til sit hostel, et meget rent og paent sted, til kun 15$ pr. nat. Down-side - vaerelset laa paa 3 etage, hvilket resulterede i traette ben hver gang bjerget skulle bestiges for at sengen kunne naas (vi ved vi er luksusboern).
At vi havde bosat os i back-packer-omraadet viste sig tydeligt i at turisterne outnumberede de lokale vietnamesere og at vietnamserene derfor havde adopteret turist-doegnrytme, og dermed var mad af mystiske aarsager svaert at opdrive (og butikker var lukkede) foer klokken otte om morgenen - ikke at vi frivilligt stod op saa tidligt. Sammenlignet med en by som Ha Tien, hvor markedet allerede var i fuld sving kl 5 om morgenen, saa var det nogle overraskende lazy vietnamesere der boede her. I naerheden af omraadet var der ogsaa en park som vi naeede at spendere en overraskende maengde tid i, til trods for at den ikke var saerlig park-like, naermere et stykke graes der adskilte to veje. I 'parken' sad vi mest og noed en lille snack med forfriskende kold oel til, eller saa de unge vietnamesere udoeve, hvad efter dens hyppige optraeden i gadebilledet, maa opfattes som vaerende Vietnams national-sport, kaldet Da Kien; drengene stod i en cirkel, og sparkede en fjerboldlignende fjeder rundt til hinanden, med straf til den der tabte den.
Vi fandt ogsaa senere ud af at stierne i parken aabenbart var ensrettede; vi havde besoegt parken flere gange da en vietnamesisk mand, som tydeligvis var ude paa sin daglige power-walking i cirkler paa parkens stier, raabte af os i forbifarten "ONE WAY", og gik videre. Hvem ville have troet at vietnameserne, som er saa hjertens ligeglade med trafik-kontrollering og trafik-sikkerhed, ville gaa saa passionately op i ensretning af stier i en park?

Efter at vaere vel ankommet til byen indledte vi jagten paa et godt vandingshul, et sikkert stamsted, en frugtbar oase! Hele den foerste aften, mine damer og herrer, kan vist siges at vaere en stor failure... Vi undersoegte adskillige barer paa hovedgaden, hvilket viste sig at vaere en stor fejltagelse, da alt var dyrt og ikke havde kvalitet derefter - tvaertimod. Efter den store succes med buckets i Phnom Penh, gik Mie og undertegnede maalrettet efter tilbud om 1/2 liter's bucket med vodka & cola el. lign og ved en af barerne begik vi den fejl, at sige 'no ice'... Vi regnede da med at, "hey, kanden vil da stadig indeholde 1/2 liter?", men no such luck; vi fik serveret et halvt glas (mindre end en normal drink) og det smagte forfaerdeligt. En anden bucket viste sig at vaere saa styg, at der maatte indfoeres straffe for at tabe i kortspil, bare for at faa den toemt. Saa vi var en anelse slukoerede da vi gik hjem efter den foerste nat i Saigon (Mie pakkede sine tasker og var klar til at tage videre).
Naeste dag stoedte vi paa cambodianeren Chan, som vi havde laert at kende i Phnom Penh, da han arbejdede paa vores favourite, Chiva's Shack (stedet med gude-buckets), og han inviterede os i byen med nogle af sine venner, der ligesom os, tidligere have gaestet Chiva's Shack. Dette viste sig at vaere den sikre vej til fest i Saigon; bliv fuld med nye mennesker. Vi havde i loebet af dagen undersoegt etablissementerne i side-gyderne, hvor vi havde fundet et blomsterflor af barer, med billige og gode drinks. Saa til aftenen med Chan og de naeste par aftener havde vi pludselig masser af muligheder, istedet for den dyre og daarlige hovedgade. Chans venner viste sig ogsaa at vaere stedkendte, saa barer var der pludselig nok af, hvilket vi udnyttede i fulde drag (Mie pakkede taskerne ud igen).
De naeste par dage fortsatte vi med at tage i byen, paa markedet og paa sightseeing med Chan og hans skiftende bekendtskaber fra hostellet i Cambodja og vi maa aerligt indroemme at Saigon steg en del i graderne. Den aften som var blandt de bedste i Saigon var en aften, hvor vi var ude og spise og drikke sammen med Chan og to af hans veninder fra England, Emily (nej, nej, ingen forvirring her, naar vi nu hedder det samme, det blev bare med god gammeldags dansk udtale fra min side) og Lucy, og en ven fra Australien, Drew. Det var en fantastisk hyggelig aften med masser af oel, latter og spil, hvor alle kunne introducere de andre for nye regler, spil og national-raab naar der skulle skaales. Vi behoever vel ikke sige at ingen blev berusede og at vi opfoerte os aldeles ansvarligt og paapasseligt inden vi gik til ro ved 10-tiden... ;)
 I loebet af vores tid i Saigon havde Trisser spottet en sportsbar, der hed Spotted Cow. Maden var laekker, drinkse gode og oellen billig. Endnu en guldstjerne i karakter-bogen fik etablissementet den foerste aften, da der blev vist fodbold paa stortskaerm, og saa kunne Mie faa tilfredsstillet sin fodbold-trang (...?). Til at supplere Mie's iver, sad der to engelske maend bag os, som tydeligvis ogsaa havde deres mening om, hvorvidt hold nr. 1(?) eller hold nr. 2(?) skulle vinde, og der loed hyppigt hoeje udraab bag os, hvilket kun gav endnu mere stemning. Fodbold kan der vaere mange meninger om, personligt er jeg ligeglad, men Mie var maerkeligt slukoeret da vi gik derfra. Jeg forstaar ikke helt hvorfor - maaske var det en daarlig oel? Stedet var under alle omstaendigheder saa fantastisk at vi maatte vende tilbage og der fik vi opdrevet et par hollaendere, Jurry og Marcel. Da vi havde faaet lokket hollaenderene over til et spil kort, blev det endnu en hyggelig aften, hvor vi fik laert nogle nye menneske at kende, og set bunden paa nogle flere flasker :).

Noget vi har oplevet er, at Vietnam har vist sig at vaere et land med et tidligere ukendt kaempe antal MEGET kunstnerisk udsmykkede (men med et meget plastik-agtigt udseende) kager. Gaderne i de stoerre byer har altid mindst et bageri og det har altid mindst ti MEGET specielle kager, som man ikke noedvendigvis har lyst til at spise, men hvor man dog maa anerkende vietnamesernes kreativitet og konditorevner. Kagerne, som baade kan ligne diverse dyr, drager, hunde, pingviner eller havde marcipan-frugter eller vaere flere-lags bryllups-lagkager, LIGNER simpelthen ikke rigtige kager. Denne fascination har resulteret i, at vi i gruppen har indfoert maerkelig-kage-smagning, hvor vi gaar ind paa et bageri i hver by og smager to af deres underlige, men billige kager. Indtil videre har vi ikke smagt noget fuldstaendig forfaerdeligt, men hvem ved hvad fremtiden bringer? Kagelysten lever stadig.

Men lutter sprut, latter og lagkage var Saigon heller ikke, og vi fik ogsaa en grum dosis historie, virkelighed og krig, da vi gav os i kast med noget historisk sight-seeing. Vi startede med at besoege Reunification Palace, som var den bygning Sydvietnam blev styret fra under opdelingen i Nord/Syd. Udstillingen mindede mig mest af alt om at besoege et slot i Danmark - man gaar paa en gang forbi rummene og kigger ind, nok se, ikke roere. Kaelderen var relativt spaendende med udstillede rum, der dengang havde tilhoert oeverst-kommanderende og indeholdt forskelligt udstyr til kommunikation. De oevre etager var da flot indrettede i forskellige modtagelses-lokaler, spiselokaler og et underholdnings-rum med flygel, billiard, poker-bord og en tilstoedende privat biograf, men intet af det var sindsoprivende spaendende. Det store udvalg i underholdnings-afdelingen var kilde til stor overraskelse, men kunne ikke kompensere for det faktum at stedet var en anelse kedeligt.
Efter Reunification Palace, saa var War Remnants Museum af en helt anden skuffe.
Her blev vi grumt stillet overfor den vietnamesiske krig's realiteter, dog en anelse (host host..) farvet og vinklet med en god portion roed maling. Den partiske fremstilling aendrede dog ikke hvordan museet paa det klareste fik vist krigens forfaerdelige realiteter, og gav os alle en lidt kvalm mavefornemmelse, med dets mange krigsbillleder. Isaer billederne af boern og voksne, paavirket af Agent Orange, som USA spredte ud over Vietnam under krigen. Vi havde mange diskussioner om fotografernes
'passive' valg mens de var ude med styrkerne og tage billeder. Diskussionerne udsprang af billeder, fx. af en skraemt mor med sine boern, hvor der var en kommentar fra fotografen der loed som foelger; "Jeg raabte 'vent' til de amerikanske soldater, tog mit billede, og vente saa ryggen til og gik vaek, mens jeg horte skudene fra deres rifler ...".
Der var ogsaa en udendoers udstilling med forskelligt amerikansk krigsudstyr; fly, tanks og bomber. Der var ogsaa en udstilling om en af fangelejrene i Sydvietnam. Der var udstillinger med de saakaldte 'tiger-cages' (bure, som er lavet af pigtraad, der knapt er store nok til at en enkelt voksen mand kunne vaere der, men som ikke destomindre skulle rumme adskillige fanger, placeret paa sandet, ude i solen. Det var ganske fofaerdeligt at laese og se fangernes umenneskelige forhold, saa vores gang gennem den udstilling blev afbraekket til sidst med en hastig udgang... Vi foelte vi havde fattet pointen, og det var for kvalme-fremkaldende at se paa mere.
Samme dag som vores besoeg paa War Remnants Museum stoedte vi paa to forskellige amerikanske krigs-veteraner, uafhaengigt af hinanden, den ene tilfaeldigt i den lokale park, og den anden delte vi gade-koekkens-markeds-bord med, til aftensmaden. De viste sig at have stortset diametralt modsatte meninger om krigen. Den foerste veteran havde ikke vaeret i fronten, men radio-mand paa en base, og han fortalte, naesten som en lille dreng med et stykke legetoej, om hvordan de om aftenen kunne hoere det kaempe-store amerikanske krigsskib ude fra kysten, affyre gigantiske missiler og bomber, ind over Vietnam. Han havde haandteret en del Agent Orange paa basen, og havde faaet flere forskellige slags cancer som foelge. Sygdommen havde blandt andet aedt hele hans ene skulderblad, saa han kunne ikke loefte venstre arm over albuehoejde. Det var ret vildt pludselig, efter at have vaert paa museet og kigget paa billeder, saa at sidde foran et levende stykke historie, som var et helt normalt menneske, paa rejse i Vietnam.
Den anden veteran havde vaeret i infanteriet, 18 aar gammel, og havde vaeret en af de mange amerikanske soldater som kaempede i junglen mod Viet Cong'erne. Han fortalte levende om een enkelt haendelse, som havde aendret hans opfattelse af krigen; at han i aaben kamp havde moedt Viet Congerne og her skudt en mand. Da alt var stille gik han hen og kiggede i den doede mand's lommer, og fandt i hans pung et billede af ham med sin kone og smaa, smukke boern. Siden da vendte hele hans verdensbillede sig, og han kunne ikke laengere udstaa den amerikanske regering. Han lever nu i Vietnam, i Saigon, og foeler sig rigtigt hjemme for foerste gang i 40 aar, efter at have flyttet dertil fra USA. Derudover kunne vi godt maerke at hans mentalitet havde frosset ved alderen 18, da halvdelen af samtalen basically handlede om hvor smukke de vietnamesiske kvinder er. "The Vietnamese women er georrgoess!!"

Dagen efter tog vi paa en arrangeret udflugt, med dertilhoerende guide, for at se de kendte Cu Chi tunneller som Viet Cong' gravede under krigen. Vores guide maa siges at vaere lidt af en goegler-type, med smaa jokes hist og her, mere eller mindre vellykket, og en lidt speciel udtale af Cu Chi, saa det naermere loed som om han sagde Gucci. Derefter blev tunnellerne internt kaldt for Gucci-tunnellerne.
Som introduktion blev vores gruppe sat til at se en film om Cu Chi-omraadet, baade foer , under og efter krigen. Det maa siges at vaere den roedeste film vi laenge (nogensinde) havde set, hvor det smukke, idylliske Cu Chi-omraade blev oedelagt og indvaderet af de onde, onde amerikanere. Vi kunne ikke rigtig lade vaere med at udveksle blikke under filmen, men blev dog ikke bustet for at vaere anti-kommunistiske...
Det var meget specielt at se tunnellerne, efter at have hoert saa meget om dem hjemmefra, og efterfoelgende fra den flotte roede film, men i realiteten er hele tunnelsystemet langt mere kompliceret, velgennemtaenkt og fantastisk succesfuldt udfoert, end man tror! Tunnellerne bestod af smaa gange paa 0,7m x 1m, og havde forskellige opholdsrum, lagerrum, koekkerne og faelder. De var blevet gravet i tre 'etager', eller lag, hvor det foerste var to meter under jorden, det naeste fire, og til sidst seks meter under jorden. Der var ogsaa forskellige bambus-stoettede skakter og kanaler op gennem jorden, for at faa ilt ned, og roeg op. De havde endda puttet chili der hvor skakterne endte, saa de amerikanske hunde ikke kunne snuse sig frem til Viet Cong'erne under jorden. Nogle udvalgte tunneller var blevet udvidet, saa turister kunne kravle igennem, og det kunne vi naturligvis ikke lade passere os. Saa Mie og undertegnede kravlede ned i de meget moerke, meget smaa, meget varme og en anelse klamme tunneller, i haelene paa en vietnamesisk guide og en lille Australsk dreng med imponerende gaapaa-mod. (Tilskriver det personligt til det faktum at hans kropsfylde var ca. halvdelen af vores, og hvor vi skulle knaekke ryggen i halv, saa skulle han blot dukke hovedet.) Ud af de 250 km lange tunneller var kun 100 meter udgravet saa vi kunne komme igennem. Desvaerre viste guiden os ud ved 40.-meter-udgangen, saa vi fik ikke mulighed for at teste hvor langt hverken vi eller dreng ville have gaaet/kravlet/mast os gennem tunnellerne videre, eller vores klaus-graense...
Det var nok en af de faa oplevelser paa vores rejse som har efterladt mig naesten hoej, med adrenalinen pumpende. Det er ikke hver dag man frivilligt lader sig guide ned i alt for smaa tunneller under jorden, hvor man ikke engang kan se roeven paa personen foran sig.

Derudover fik vi ogsaa set den obligatoriske bunke af pagoder i Saigon. Vi koerte til Cholon, den kinesiske del af Saigon, som naesten var som at ankomme i en ny provins. Lige pludselig var der langt mere roddet, underlige boder, skaeve gader og de dertilhoerende underlige blikke fra folk paa gaden, som passer langt mere til en lille flaekke, end til en del af en storby som Saigon.
Vi fik set forskellige pagoder, og blev i vores forsoeg paa at vaere kulturelle baade forgiftet og forbraendt af deres roegelse, som de havde haengt op i MASSEVIS oppe under loftet, saa den afbraendte roegelse faldt ned i hovedet paa de besoegende. Maaske ikke saa smart igen...

Vi fik ogsaa besoegt det store marked, som havde de bedste frugt-shakes i hele byen (:D), blandt venner kaldet 'gude-shakes'. Derudover fik vi ogsaa, underligt nok, besoegt en af de lokale Kentucky's, som viste sig at vaere Mie's svar paa himlen. Sjaeldent har man set denne pige fraade noget mad med SAA stor entutiasme ;).
En anden madvare som blev taget imod med lidt stoerre skepsis var en af Trisser's stable's: tofu. Denne smagsproeve paa vegetar-kulturen blev foretaget paa en vegetar-restaurant, hvor tilberedningen af undertegnedes tofu absolut var bedre end Mie's, og som resultat var koed savnet. Efter vores besoeg paa vegetar-restaurant var behovet for koed saa stort at Mie var noedsaget til at koebe et kyllingelaar fra en gadesaelger, som blev spist med (naesten) lige saa stor nydelse som Kentucky's kylling. En anden af Trisser's favorit-mad,vi har taget til os, er frozen-yoghurt - yoghurt, som har vaeret i fryseren, som nu har udviklet sig til en trend.

Efter at have vaeret ude og rejse sammen saa laenge som vi har nu, har vi opdaget, at vi er blevet tiltagende interne i vores sprog og udtryk samt beskrivelser af omverdenen.
Historier hjemmefra om fx. pigen der kyssede sin kaereste imens han stod som garder foran Amalienborg, udviklede sig pludselig til udtrykket 'at kysse garderen', hvilken betyder at goere noget, selvom man er fuldstaendig klar over at det ikke er tilladt. Et eksempel paa dette var da Mie svang benet ind over en afskaermning paa Reunification Palace ind til en af rummene, for at pege paa verdenskortet og vise Chan hvor Danmark ligger. Den prompte reaktion fra Trisser og undertegnede var; "Mie kysser herre meget garderen lige nu!"
Derudvoer har vi faaet for vane at navngive folk som vi gentagende ser paa gader og straeder, for at vi ved hvem der refereres til. Eksempler paa dette er: 'soergelig morgenmads-dame', 'endnu-soergeligere inder-dame', 'ris-gyde-manden' og 'bager-jane'.

Fra Saigon gaar turen til Dalat som eftersigende skulle vaere en del koldere - Farvel sol og sommer!

There's no snatching me!

Hermed et kort indlaeg hvor jeg bare MAA ud med lidt af mine frustrationer...

Vi har vaeret i Saigon i praecis 2 doegn. Paa de to doegn er jeg forsoegt bag snatchet TO gange.
 Til dem af jer der ikke ved hvad bag snatching er, saa er det naar nogen paa en motorcykel koerer forbi dig og hiver fat i din taske,med forhaabningen om at kunne rive den (og dine vaerdier) med. Foerste gang var rimelig random og han fik ikke revet den med da jeg altid har den over skulderen - han koerte hurtigt videre inden vi rigtigt naaede at reagere.

Anden gang, for cirka to timer siden, hev han sgu fat i mig mens jeg stod med ryggen til imens hans cykel holdt stille. I det han saetter op i fart blev jeg revet rundt 180 grader og falder ned over cyklen og slaar baade underarm og knae. Mine damer og herrer - jeg er nu i besiddelse af et grimt braendsaar, et blaat maerke, en lille hudafskrapning og et relativt stort ar paa min bevidsthed... og stadig min taske samt vaerdier - trods alt.

//Trisser

P.S. To gange, paa to dage?!?!? TO GANGE?!?!? og mig begge to!? What the fuck!?

'Du maa faa min Mekongcykel naar jeg doer...'

Som Mulle har berettet var Phnom Penh fuld af fest og farver! Dog var vi allesammen efter 10 dage ret indstillede paa at komme videre, da vi trods alt var begyndt at kede os en liiiiiille smule, men da vores visa ('fisa' ifoelge vores hollandske bekendskaber) til Vietnam foerst startede d. 14 befandt vi os lidt i en venteposition. Men hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed saa tager Mulle sagen i egen haand. 3 dage foer vores visum indtraadte meldte hun ud ved morgenbordet at hun i Biblen (Lonely Planet Cambodia) havde laest sig til at der altsaa skulle vaere nogle relativt interessante naturomraader i den sydlige del af Cambodia som hun maegtigt gerne vil se, da den Cambodianske natur maaske lige netop er det vi har nedprioriteret.
Med en smule overtalelse (isaer af Mie, der paa dette tidspunkt var MEGET Vietnam-indstillet) tog vi bussen fra det efterhaanden noget trygge Phnom Penh og begav os sydpaa til den lille by ved navn Takeo. Mine damer og herrer - kommer I selv til Cambodia saa er Takeo ikke den mest interessante by i verden. Ingen -INGEN kunne noget engelsk saa Mie maatte lege Tegn og Gaet med vaertinden, en lille plump cambodiansk dame med afbarberede og derefter genoptegnede oejenbryn, for at vi kunne faa et sted at sove. Vi maatte give hele syv dollars for det, hvilket vi er NOGEN - der henvises til undertegnede, som kunne maerke i vores ryg dagen efter, da seng nummer tre egentlig bare var en daarlig parodi paa en solseng... Med hensyn til deres sprogkundskaber maa jeg dog traekke mine ord tilbage; der var en mand med lidt kendskab til det engelske sprog. Denne var saaledes ogsaa selvudnaevnt  guide til alt hvad der var at se i omegn og han var UMULIG at faa rystet af. Rigtige butikker var svaere at opdrive og alt hvad der mindede om aftensmad var lukket efter klokken syv i "byen". Vi kunne konkludere at Takeo var doedens poelse. Troede vi. Men mere om det senere.
Efter en enkelt nat i Takeo stod vi op til et ikke-vestligt morgenmaaltid bestaaende af ris og en gryderet med groen peber og beef. Paa det lille plasticbord stod der ogsaa et glas med en substans der umiddelbart var lidt svaer at identificere, men som vi blev enige om maatte vaere en hjerne fra et eller andet dyr. Da undertegnede ville fotografere dette udbryder Mie 'De synes helt sikkert du er skoer Trisser. De taenker sikkert "hvorfor tager hun billeder af en lasagne?!"' ... det kan godt vaere man skulle have vaeret der.

Samme dag prajede vi en tuk-tuk for at komme ud og se det berygtede Da Phnom som skulle vaere et bjerg med noget speciel flot natur omkring, vores egentlige maal med Takeo. Der var vist ogsaa noget med noget Buddha-et-eller-andet. Uanset hvad kom vi aldrig saa langt for da vi havde koert et kvarters tid punkterede vores tuk-tuk. BUMMER. Men det skulle blive vaerre endnu. Vores driver fik os vist hen til en mekaniker, heldigvis meget taet paa, som tilsyneladende kunne ordne det. Der var saa bare liiige det, at han mente at vi skulle betale for hans nye daek som han ville have fem dollar for. Her skal det maaske naevnes at vi havde aftalt en samlet pris paa tre dollar for at komme ud til bjerget. Efter en laengere forhandling med baade driver og mekaniker maatte vi laegge ud med tre dollar for en ny gummislange. Saa langt saa godt. Men saa var det jo bare lige at til trods for at have paastaaet modsat vidste vores driver ikke helt hvor vores bjerg var henne, saa han ville nu have 30 dollar for at fortsaette turen - 'der var jo saa langt'. 'No way makker. Saa meget vil vi ikke se det bjerg. Tag os tilbage til Takeo saa vi kan komme videre' og det gjorde han - vi betalte tre dollar. Udover hans nye daek. Jackass...

Saaledes sagde vi farvel til Takeo og begav os videre sydpaa til Kampong Trach. Jeg vil nu gribe tilbage og sige 'Mine damer og herrer - DETTE var doedens poelse.' En endnu mindre by - basically bestaaende af en hovedgade med butikker og et enkelt guest house. Herfra blev vi koert paa motos ud til nogle drypstenshuler der gaar under navnet 'The Dragons Mouth'. Her var der ligeledes en selvudnaevnt guide, dog paa vores alder, der viste os rundt, lyste vej for os og fortalte en masse hvoraf vi stadig er usikre paa halvdelen, da cambodianere har en tendens til at sluge deres s'er og t'er i slutningen af ord. Ligeledes blev vi fulgt af en flok boern med lommelygter der maa have vaeret overbevist om at vi ikke kunne hoere hvad vores guide sagde og saaledes mente alle at de skulle gentage samtlige noegleord, paa endnu daarligere engelsk - ja, det var mere irriterende end det var nyttigt. Dog var det fantastisk at opleve baade hulerne, men isaer faunaen og klipperne omkring, da dette var en side af Cambodia ingen af os foer havde set.
Effektive som vi er var vi faerdige med sightseeing ved 11-tiden og blev enige om at 'ja, lad os tage til Vietnam idag'. Saa det gjorde vi: paa med rygsaek og hjelm og op bagpaa moto'en og saa gik det ellers derudaf paa de stoevede, roede cambodianske veje.

Efter en halv times koersel var vi ligesaa hjulbenede som cowboys og skulle her tjekke ud af Cambodia og ind i Vietnam. Dette foregik ved foerst at udfylde en 'health declaration' hvor vi egentlig selv kun fik lov at skrive personlig info, hvorefter 'skranke-Bent' krydsede 'no' af ved alle de ting man potentielt kan have fejlet, til trods for at undertegnede kunne krydse 'yes' ved mindst fire...

Undervejs i udfyldningen fik 'skranke-Bent' ogsaa oeje paa praecis HVOR stoevet jeg var i ansigtet efter mototuren (min hjelm havde ingen skaerm) og broed ud i voldsom latter som fortsatte da han fem minutter senere gik forbi os da vi ventede paa at vores pas blev godkendt ved skranke nummer to (det hjalp maaske heller ikke at jeg naesten glemte mit pas hos ham). Ved skranke nummer to blev vi kaldt hen da tolderne havde konkluderet at vi ikke var eftersoegt af hverken Interpol, CIA eller KGB og een efter een fik vi vores pas retur. Da manden bag skranken, en yngre fyr, gav os vores pas retur begyndte han at stille spoergsmaal som startede mede at vaere relativt formelle, hvorefter han stille og roligt gled over i smalltalk og da han skulle udlevere det sidste pas spurgte han om vi ikke vil med ham og hans venner til fest naar vi kom til Ha Tien (den foerste by vi skulle bo i, i Vietnam). Vi blev rimeligt paff, grinede og navngav ham Border-Dario i det vi gik videre...

Saaledes ankom vi til Mekongdeltaet, naermere betegnet Ha Tien hvor vi havde to hyggelige dage til trods for at vi ogsaa her oplevede at blive taget lettere i roeven af nogle motodrivers der liiidt havde misforstaaet hvad vi mente da vi sagde 'beach'. Men det var en fantastisk smuk koeretur trods alt; deltaet er jo umaadelig frodigt visse steder. Dog formaaede undertegnede endnu engang at komme i fysisk knibe med et braendmaerke, fra min moto's udstoedningsroer, paa stoerrelse med to femmere som vi nu kaemper med at holde rent og vaek fra solen. Efter Ha Tien gik turen til Can Tho, hvor vi stod tidligt op og oplevede solopgang over Mekong og flydende markeder bestaaende af massevis af baade, der saelger frugt og groent. Skulle man vaere i tvivl om hvad den paagaeldende baad saelger, kan man bare kigge i masten - der er baadens varer udstillet.  Klimaks i deltaet maa dog kunne siges at vaere senere da vi ankom til Vinh Long. Meget kort efter at vaere steget af bussen blev vi shanghaiet af en dame, der reklamerede med sit 'homestay'. Vi havde paa forhaande laest, og var lidt skeptiske overfor, at Vinh Long koerte en del med den slags. Umiddelbart loed det ikke saa autentisk som vi ville oenske os det, men vi maatte give os! Hun var for god til at saelge varen... Det resulterede i en pakkeloesning paa 25 dollar pr kvinde for en overnatning med morgen- og aftensmad, gratis baadtur til og fra den oe som det ligger paa, tidlig baadtur med hendes onkel dagen efter ned igennem de smaa kanaler samt gratis cykler saa vi selv kunne udforske oeen. Saaledes landede vi, et kvarter efter ankomst til oeen, paa hver vores fejlproportionerede cykel (Mulles den vaerste, ellers ogsaa weiner hun bare) og saa var det derudaf skarpt forfulgt af de obligatoriske nedstirringer og maabende blikke fra de lokale. En saa speciel cykeltur kaldte jo selvfoelgelig paa en faellessang, hvilket resulterede i vores helt egen 'Du maa faa min Mekongcykel naar jeg doer'- remix! Hell Yeah! :D

Dagen efter var det ud paa endnu en tidlig baadtur med en endnu smukkere solopgang. Denne levede helt op til vores forventninger og mere til, for da vi var 1/3 igennem baadturen lagde vores goeglerskipper til kejs et uventet sted: en coconut candy factory, by God. Kan man stave til Coconut HEAVEN?! Der var gratis smagsproever all over og det var FABULOUS. I hvert tilfaelde for undertegnede og Mie (Mulle er lidt konservativ med sit slik)...

Besoeget pa fabrikken har foraarsaget en situation af total ude af kontrol afhaengighed vi ikke foer har oplevet og Mie baerer nu konstant rundt paa en lille aeske med peanut/coconut hapser - don't take it away. Hell WILL break loose.
Sidste stop i deltaet var den relativt store, men intetsigende by Ben Tre. Bussen stoppede desvaerre i udkanten af byen saa vi maatte vade kaempe langt i middagsheden med vores rygsaekke for at finde det guest house vi havde udset os.

Efter en enkelt overnatning i Ben Tre besluttede vi os for at vi havde set nok af Mekongdeltaet og satte kursen mod millionbyen Saigon (Ho Chi Minh City)...

//Trisser

Happy Hour a la Phnom Penh

Saa er der update om Phnom Penh!

Cambodja har vaeret en fest, og har bla. omdoebt befolkningen, (som foelge af historie-laesning fra Lonely Planet, via Mie som ikke kunne udtale 'khmer' i starten), og det endte med at blive kemikere istedet for khmere. Saa Khmer Rouge er nu De Roede Kemikere istedet.
Efter at have sovet paa et hostel med et suspekt, indelukket lokale med loft/kaelderrums-fornemmelse, a la Harry Potter-pulterkammeret, flyttede vi til Nordic House, ejet af meget hyggelig nordmand, med adgang til jule-akvavit og salt-lakridser, det var helt som hjemme i et oejeblik.
Imens vi stille og roligt fik Kathrine paa hoejkant begyndte vi at planlaegge hvilke ting vi ville se i Phnom Penh og omegn.
Saa snart der var fremgang begav vi os ud paa en af de foerste store oplevelser i Phnom Penh - Killing Fields. Det var et omraade 15 km uden for hovedstaden, hvor Khmer Rouge henrettede mere end 20.000 mennesker og kastede dem i navneloese massegrave. Det var en meget overvaeldende oplevelse at gaa mellem de mange tilfaeldigt placerede kratere, der laa spredt ud over et areal paa stoerrelse med en haandboldbane. Ifoelge det tilstoedende museum doede der i perioden 1975-1979, 1,4-2,2 mio. mennesker. Paa museet var der ogsaa udstillet meget af den viden som kommer fra Khmer Rouges egne optegnelser, hvilket gjorde det endnu mere virkeligt og skraemmende for os som besoegene. For at markere de forfaerdelige haendelser der havde foregaaet havde den cambodianske regering derudover ladet bygge en flere etager hoej stupa af glas, hvor alle kranierne fra de udgravede massegrave var lagt ind, sorteret efter alder og koen. Der var kranier fra baade maend, drenge, kvinder, piger og spaedboern.
Bagefter koerte vi til den skole som havde fungeret som faengsel og tortur- og forhoersanstalt under Khmer Rouge-styret, S-21 eller Tuol Sleng High School. Her var udstillet endnu flere og endnu grundigere optegnelser over hvilke bygninger og etager der var brugt til fx. indespaerring og tortur samt hvor forhoer fandt sted. Det var endnu haardere at se hvordan boerns udendoers legeredskaber var blevet brugt i forbindelse med tortur og hvordan klasselokaler var omdannet til faengselsceller (paa 2m*0,8m) og tortur-rum. Khmer Rouge havde dertil blevet foretaget en ekstensiv fotografering af alle der var indsat i faengslet gennem tiden og til tider ogsaa foer og efter tortur. Da vietnameserne indtog Phnom Penh var der kun 7 overlevende fanger tilbage af de sidste 21 indsatte i faengslet (de andre 14 blev tortureret til doede da vietnameserne naermede sig byen, hvilket de vindende tropper dokumenterede ved billeder af de fundne torturerede lig liggende ved tremmesenge, mens torturredskaberne laa inde i lokalerne, hvor der stadig var  indtoerret blod paa gulvet). Vi var meget rystede over at kun 7 mennesker overlevede opholdet i et faengsel, hvor mange, mange tusinde mennesker havde vaeret indespaeret. At se billeder af udmargrede, forslaaede og fortabte fanger gjorde et kaempe indtryk paa os, specielt undertegnede, som fik det fysisk daarligt. Needless to say, der var en lidt tung stemning da vi vendte tilbage til hotellet, og dagens indtryk skulle fordoejes.

Det var dog ikke alle sights i Phnom Penh der var lige saa deprimerende. Byen boed derudover ogsaa paa et National Museum med skulpture fra Angkor Wat, hvor damer med roegelsespinde insisterede paa at man skulle 'koebe' en pind at saette foran de mange buddhaer som ogsaa var i museet. Det var imponerende, men vi maa nok indse at vi ikke er hardcore museumsgaengere. Vi forlod derfor hurtigt det kulturelle oase og tog hen paa den naermeste bar med happy hour.
Et andet mustsee sight i Phnom Penh er the Royal Palace. Vi laeste at for at besoege paladset maatte man vaere 'appropriately dressed'. Saa da vi paa dagen tropper op i god tro med daekkede skuldre og shorts blev vi noget overraskede over at Mie, som havde et halstoerklaede over skuldrende, ikke var tilstraekkeligt tildaekket og derfor blev afvist, on account of bare shoulders. Efter at have koebt billet, vel at maerke. Da vi var kommet os over chokket og vendte tilbage to dage efter med samme billet (hvilket trods alt var muligt, for som billetmanden lovede os, 'Cambodians never lie..'), havde Kathrine naer ikke kommet ind paa grund af hendes kjole, som kun lige akkurat naaede knaeene (selvom det var samme kjole som hun var blevet godkendt i to dage tidligere). Efter at have haft lange diskussioner med personalet blev vi endelig lukket ind i Royal Palads (paa trods af vores uanstaendige paaklaedning!), hvor halvdelen af komplekset viste sig at vaere lukket af for offentligheden, fordi der idag stadig bor en royal familie. Saa det store palads-omraaede var pludselig ikke saa stort alligevel, og vi genovervejede lige billet-prisen engang. Inde paa omraader, der trods alt var flot, var der ogsaa den beroemte Silver Pagoda, hvor gulvet er lavet af 5000 massive soelv-fliser, som klikker mod hinanden under det tykke, beskyttende taeppe, der sikkert har vaeret hensigtsmaessig for gulvet, men som samtidig daekkede for 90 % af det synsmaessige indtryk (vi tror stadig ikke helt paa at det rent faktisk var hele gulvet, der var af soelv). Om aftenen foelte vi os ekstra kulturellet  da vi endelig havde fundet en restaurant som havde Apsara-dans som et indslag under middagen. Apsara er Cambodja's gamle, kulturelle og royale dans, som kan spores helt tilbage til Angkor Wat perioden, stilen er i hvert fald afbilledet paa forskellige udskaeringer paa templerne. Dansen var flot, om noget lidt ensformig og vi blev hurtigt enige om at pigerne maatte have hypermobile finger- og haandled for at kunne udfoere dansen.

Phnom Penh boed ogsaa paa flere forskellige markeder, bla. Russian Market og Central Market, hvor det var helt som i Siem Reap, med smaa klemte boder, de samme 6 t-shirts, billeder og tasker alle steder og insisterende saelgere. Ved siden af Central Market laa der ogsaa et af de lokale stortcentre, paa omkring 5 etager. De nederste 3 etager var ganske normale, med toej-butikker, musik, elektronik, mad og des lignende. Overraskede blev vi dog da vi paa 4 etage finder et kaempe biograf-omraade og paa 5 etage en spille-arkade som taget ud af 80'ernes Danmark, samt et stort omraade hvor man kunne leje rulle-skoejter, og saa droene omkring paa et dertil indhegnet omraade, med ordenlig techno-og festmusik spillende i baggrunden. Det var noget af en kontrast til det mere normale gadebillede af Cambodja der var at finde blot 5 meter fra stortcentret.

Men hvad er en storby uden et natteliv? Ikke meget, men overraskende nok havde Phnom Penh et livligt natteliv, som bare laa og ventede paa at vi kom og oplevede det. Vi udforskede diverse barer og happy hour's i omraadet, hvor det lokale favorit vandingshul hurtigt blev lokaliseret; Chiva's Shack. 'Hvorfor?' vil den opmaerksomme blog-laeser spoerge, jamen lad mig forklare - Mekong Whiskey Bucket's er svaret, mine damer og herrer. Mie og jeg kastede os gang paa utaellelig gang ud i den ene bucket efter den anden, og blev hver gang overraskende hurtigt i ganske godt humoer. Kathrine kastede sig over et lign. tilbud og bestilte White Russian bucket-stoerrelse, ogsaa med stor succes og fnisen.
Vi havde flere night's out, hvor gadens egne barer blev udforsket med skiftende held. Den ene aften vandrede vi glade og smaa-snaldrede ind paa en tilfaeldig bevaertning, og satte os ved baren. Foerst derefter registrerede vi at hele lokalet var fyldt til bristepunktet med unge asiatiske kvinder og faa, blegfede, gamle, hvide maend. Jaja, taenkte vi, suspekt klientel, saa laenge sprutten er billig. Rutinerede som vi er spottede vi hurtigt et skilt, der loed 'Ladies Drink - 3$', hvilket var markant billigere end resten af drinksene paa menuen. Da vi saa bad om en Ladies Drink hver fandt vi hurtigt ud af at, nej-nej, konceptet er at kunden ringer paa klokken og giver alle 'ladies' i rummet en drink, dvs. alle de piger der arbejder der (vi fandt aldrig rigtig ud af, hvad kvinderne arbejdede med - de serverede ikke, gjorde ikke rent og kun 3 af de cirka 15 kvinder stod rent faktisk bag disken i baren). Efter at have koebt en oel og drukket den, alt imens Kathrine oplevede en overraskende maengde opmaerksomhed fra nogle af de cambodianske piger (hvoraf en enkelt oprigtigt troede at Kathrine havde koebt hende en drink), fandt vi hurtigt ud igen. Foerst da opdager vi at navnet paa baren er 'Candy Bar'. Vi havde ikke helt fra starten regnet ud at en stor del af barene, med smukke unge cambodianske piger udenfor, stort set er maalrettet mod hvide maend, som er villige til at give en drink, og lidt til. Det vidste vi fra den aften af. Vi besluttede derfor at vende tilbage til stamstedet, hvor et par buckets hurtigt opvejede Candy Bars raedsler.

Et andet laekkert sted var Phnom Penhs flotte Riverfront, hvor man kunne sidde og kigge ud paa floden og paa de faa lys der var paa den anden side. Vi koebte nogle oel i en lille butik og satte os ud og noed lysene i natten. Ganske idyllisk. Lige indtil diverse tiggere kom og bad om alt fra penge til mad.
Der er en relativ bred promenade ved Riverfront, og om aftenen udfoldede de lokale unge sig med musik og dans, hvor vi flere gange saa grupper paa omkring 6 unge drenge som dansede synkront, paa meget Backstreet Boys vis, til cambodiansk pop-musik. Hvilket forresten er meget stort i Asien og Cambodja er ikke en undtagelse. Rejsens ufrivillige tema-sang i Cambodja er derfor blevet et camboiansk rip-off af Justin Bieber-sangen, 'Baby', hvor omkvaedet er fuldsteandig som originalen, ogsaa koerer versene paa cambodiansk. Sangen bliver spillet konstant, saa snart der er et tv og de kan saette deres hoejt-elskede karaoke paa.

Rejseudgifterne var pludselig skudt i vejret med ankomsten til en rigtig storby, hvor sprut og is staar oeverst paa listen af syndere, og hvor vi pludselig begyndte at taenke paa vores budget. Som i Siem Reap var der ogsaa her isbiler/motorcykler som koerte rundt i gaderne med, maa man antage, tema-musik spillende for fulde knald. I Siem Reap var det en slags limbo-musik og her i Phnom Penh har vi identificeret sangen som introen til Disney-filmen Pocahontas. Vi er dog ikke ruinerede endnu og vi har fuld tillid til at naar bundlinjen er naaet saa vil omsorgsfulde og initiativrige mennesker oprette en sprut/is/nuddel fond for at sikre vores fremtidige overlevelse. :D

Haaber alt er vel og godt derhjemme! :D

Mammut
Mulle / Emilie

Risen from the land of the dead

Saa kom vi ogsaa til Phnom Penh. Fra Siem Reap og hertil er der sket en del, selvom det for nogen af os har det vaeret lidt mere kraevende end andre at komme hertil. Uden at overdrive eller gaa for meget i detaljer kan mit tilfaelde vel beskrives som... den vaerste, laengste og mest nedbrydende omgang diarre jeg i mit liv har haft eller hoert om. And it goes on now on day number 8...
Vi forlod Siem Reap loerdag d. 29 med baad paa Tonle Sap river en tur der ifoelge billetkontorene skulle tage omkring 6 timer. Da dette er et (uden nogen form for racisme - kun udtalt paa bagrund af egen erfaring) Khmerestimat vidste vi godt at det nok ikke var realistisk - isaer ikke i toerkeperioden, men at det skulle tage mere end ti timer og yderligere end halv med organiseren af og transport i forskellige busser og tuk-tuk'er havde vi maaske alligevel ikke troet. Alt besvaer til side saa var det en fantastik smuk oplevelse at sejle igennem landskabet og se baade mere eller mindre flydende samfund - butikker, huse, skoler bygget paa toemmerflaader. Den vegetation vi kom igennem var ligeledes slaaende med et utal af aakander i alle farver og stoerrelser samt alle de stoerrer buske og traer der naesten groede op af vandet. Den sidste halvdel af turen var hovedsageligt igennem relativt ubevokset landskab men bare med udsigt til alle de folk der bor ved og mere eller mindre i vandet. Og saa selvfoelgelig alle boernene der vinker som gjaldt det livet naar baaden med de store blege mennesker kommer forbi.
Endestationen var den 4. mest besoegte by i Cambodia: Battambang. En by uden ret meget at byde paa bortset fra at den har en del fransk-udseende huse, bygget i kolonitiden. Vi kunne godt se de franske tendenser, men det er svaert at koncentrere sig om arkitektur naar der haenger store, falmede i solen, asiatiske film og make-up reklamer paa alle facader. Herfra har jeg ikke saa meget at berette om Battambang bortset fra indersiden af vores hotelvaerelse men pigerne var ude at koere med et bamboo train- maaske en af dem vil supplere senere.
Herefter gik turen til Kampong Chhnang med bus. Vores hotel hjalp os baade med at koebe billet og at faa os hen til busholdepladsen og ind i den rigtige bus. De glemt bare at fortaelle os at Kampong Chhnang ikke var endestationen og at ingen i bussen ville sige noget, eller vide noget om hvornaarvi skulle af. Da busturen var estimeret til 3,5 timer begyndte det at undre os en smule da de igen ville holde tissepause efter 4 timers koersel - vi maatte jo vaere der snart? Vi var klar over at det var den rigtige provins for vi havde set skilte, men det var foerst da en lille, taet, styr-paa-tingene, opsat haar og ifoert naalestribet kontorjakke, cambodiansk billetdame gjorde os opmaerksomme paa det at vi fandt ud af at vi var koert for langt. Saaledes blev vi beordret ud af bussen og sat til at vente et kvarters tid paa bus i modkoerende retning. Da den ligeledes havde pauset og folk igen havde sat sig, blev vi placeret paa raekke midt paa gulvet siddende paa vores rygsaekke til stor underholdning for de alle de medkoerende - men vi kom frem. Kampong Chhnang er en meget lille by som kun har en ting at byde paa: access til nogle floating villages som pigerne fik set, desvaerre uden undertegnede. Planen var egentlig foerst at bevaege os til Phnom Penh onsdag men natten til tirsdag oplevede jeg saa meget nedgang og ubehag at jeg foelte det noedvendigt NU at komme til Phnom Penh for at se en laege. Saa da pigerne havde set floating villages tirsdag formiddag fik de smukt prejet en taxa som koerte os til hovedstaden paa lige under 1,5 time. Ligesaa smukt havde Mie i Lonely Planet (ja, hun er blevet til 'hende med guidebogen') udset sig de medical centers der havde stoerst potentiale og fluks valgte jeg dr. Gavin Scott som har 'Tourist and Travelers Medical Center'. Det kan joknapt vaere bedre. Denne mand var mere british end britsh can be, men han var rigtig rar og jeg foelte mig tryg. Han konstaterede en eller anden bakterie og udskrev mig antibiotika, antispasmotics og noget sukker-slatvandsoploesning (tastes juuuuuust like orange juice :D) til mig. Derudover tog han en blodproeve som vi stadig afventer svar paa, for som han sagde 'in places like this you have to concider the risc of several diseases' - hovedsageligt med tanke paa denguefeber, hvilket vi ogsaa selv har vaeret henover. Han berettede dog at der ingen grund var til at vi tog Malarone da risikoen her er 1: 1 000 000. Han havde aldrig set et malariatilfaelde i sine 20 aar her - han ser dengefeber stort set hver dag. Det skulle ifoelge ham kun vaere om natten, i junglen i fugtigt vejr at der er risiko og selv her er den lav. Jeg har saaledes taget min sidste Malarone i Cambodia - skal ikke risikere at forveksle nogle symptomer med bivirkninger jeg ikke behoever at have. Pigerne tager dem fortsat.
Saaledes er vi paa anden hele dag i Phnom Penh hvor vi er indlogeret paa et sted ejet af en meget rar nordmand. So it's kinda like home - han har i hvert tilfaelde juleakvavit i baren :P . Saaledes vender jeg tilbage til indersiden af vores vaerelse.

Cheers to everyone og pas paa hinanden og det lille land!

//Trisser - Kathrine