Saa kom vi ogsaa til Phnom Penh. Fra Siem Reap og hertil er der sket en del, selvom det for nogen af os har det vaeret lidt mere kraevende end andre at komme hertil. Uden at overdrive eller gaa for meget i detaljer kan mit tilfaelde vel beskrives som... den vaerste, laengste og mest nedbrydende omgang diarre jeg i mit liv har haft eller hoert om. And it goes on now on day number 8...
Vi forlod Siem Reap loerdag d. 29 med baad paa Tonle Sap river en tur der ifoelge billetkontorene skulle tage omkring 6 timer. Da dette er et (uden nogen form for racisme - kun udtalt paa bagrund af egen erfaring) Khmerestimat vidste vi godt at det nok ikke var realistisk - isaer ikke i toerkeperioden, men at det skulle tage mere end ti timer og yderligere end halv med organiseren af og transport i forskellige busser og tuk-tuk'er havde vi maaske alligevel ikke troet. Alt besvaer til side saa var det en fantastik smuk oplevelse at sejle igennem landskabet og se baade mere eller mindre flydende samfund - butikker, huse, skoler bygget paa toemmerflaader. Den vegetation vi kom igennem var ligeledes slaaende med et utal af aakander i alle farver og stoerrelser samt alle de stoerrer buske og traer der naesten groede op af vandet. Den sidste halvdel af turen var hovedsageligt igennem relativt ubevokset landskab men bare med udsigt til alle de folk der bor ved og mere eller mindre i vandet. Og saa selvfoelgelig alle boernene der vinker som gjaldt det livet naar baaden med de store blege mennesker kommer forbi.
Endestationen var den 4. mest besoegte by i Cambodia: Battambang. En by uden ret meget at byde paa bortset fra at den har en del fransk-udseende huse, bygget i kolonitiden. Vi kunne godt se de franske tendenser, men det er svaert at koncentrere sig om arkitektur naar der haenger store, falmede i solen, asiatiske film og make-up reklamer paa alle facader. Herfra har jeg ikke saa meget at berette om Battambang bortset fra indersiden af vores hotelvaerelse men pigerne var ude at koere med et bamboo train- maaske en af dem vil supplere senere.
Herefter gik turen til Kampong Chhnang med bus. Vores hotel hjalp os baade med at koebe billet og at faa os hen til busholdepladsen og ind i den rigtige bus. De glemt bare at fortaelle os at Kampong Chhnang ikke var endestationen og at ingen i bussen ville sige noget, eller vide noget om hvornaarvi skulle af. Da busturen var estimeret til 3,5 timer begyndte det at undre os en smule da de igen ville holde tissepause efter 4 timers koersel - vi maatte jo vaere der snart? Vi var klar over at det var den rigtige provins for vi havde set skilte, men det var foerst da en lille, taet, styr-paa-tingene, opsat haar og ifoert naalestribet kontorjakke, cambodiansk billetdame gjorde os opmaerksomme paa det at vi fandt ud af at vi var koert for langt. Saaledes blev vi beordret ud af bussen og sat til at vente et kvarters tid paa bus i modkoerende retning. Da den ligeledes havde pauset og folk igen havde sat sig, blev vi placeret paa raekke midt paa gulvet siddende paa vores rygsaekke til stor underholdning for de alle de medkoerende - men vi kom frem. Kampong Chhnang er en meget lille by som kun har en ting at byde paa: access til nogle floating villages som pigerne fik set, desvaerre uden undertegnede. Planen var egentlig foerst at bevaege os til Phnom Penh onsdag men natten til tirsdag oplevede jeg saa meget nedgang og ubehag at jeg foelte det noedvendigt NU at komme til Phnom Penh for at se en laege. Saa da pigerne havde set floating villages tirsdag formiddag fik de smukt prejet en taxa som koerte os til hovedstaden paa lige under 1,5 time. Ligesaa smukt havde Mie i Lonely Planet (ja, hun er blevet til 'hende med guidebogen') udset sig de medical centers der havde stoerst potentiale og fluks valgte jeg dr. Gavin Scott som har 'Tourist and Travelers Medical Center'. Det kan joknapt vaere bedre. Denne mand var mere british end britsh can be, men han var rigtig rar og jeg foelte mig tryg. Han konstaterede en eller anden bakterie og udskrev mig antibiotika, antispasmotics og noget sukker-slatvandsoploesning (tastes juuuuuust like orange juice :D) til mig. Derudover tog han en blodproeve som vi stadig afventer svar paa, for som han sagde 'in places like this you have to concider the risc of several diseases' - hovedsageligt med tanke paa denguefeber, hvilket vi ogsaa selv har vaeret henover. Han berettede dog at der ingen grund var til at vi tog Malarone da risikoen her er 1: 1 000 000. Han havde aldrig set et malariatilfaelde i sine 20 aar her - han ser dengefeber stort set hver dag. Det skulle ifoelge ham kun vaere om natten, i junglen i fugtigt vejr at der er risiko og selv her er den lav. Jeg har saaledes taget min sidste Malarone i Cambodia - skal ikke risikere at forveksle nogle symptomer med bivirkninger jeg ikke behoever at have. Pigerne tager dem fortsat.
Saaledes er vi paa anden hele dag i Phnom Penh hvor vi er indlogeret paa et sted ejet af en meget rar nordmand. So it's kinda like home - han har i hvert tilfaelde juleakvavit i baren :P . Saaledes vender jeg tilbage til indersiden af vores vaerelse.
Cheers to everyone og pas paa hinanden og det lille land!
//Trisser - Kathrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar