Hermed et kort indlaeg hvor jeg bare MAA ud med lidt af mine frustrationer...
Vi har vaeret i Saigon i praecis 2 doegn. Paa de to doegn er jeg forsoegt bag snatchet TO gange.
Til dem af jer der ikke ved hvad bag snatching er, saa er det naar nogen paa en motorcykel koerer forbi dig og hiver fat i din taske,med forhaabningen om at kunne rive den (og dine vaerdier) med. Foerste gang var rimelig random og han fik ikke revet den med da jeg altid har den over skulderen - han koerte hurtigt videre inden vi rigtigt naaede at reagere.
Anden gang, for cirka to timer siden, hev han sgu fat i mig mens jeg stod med ryggen til imens hans cykel holdt stille. I det han saetter op i fart blev jeg revet rundt 180 grader og falder ned over cyklen og slaar baade underarm og knae. Mine damer og herrer - jeg er nu i besiddelse af et grimt braendsaar, et blaat maerke, en lille hudafskrapning og et relativt stort ar paa min bevidsthed... og stadig min taske samt vaerdier - trods alt.
//Trisser
P.S. To gange, paa to dage?!?!? TO GANGE?!?!? og mig begge to!? What the fuck!?
onsdag den 23. februar 2011
mandag den 21. februar 2011
'Du maa faa min Mekongcykel naar jeg doer...'
Som Mulle har berettet var Phnom Penh fuld af fest og farver! Dog var vi allesammen efter 10 dage ret indstillede paa at komme videre, da vi trods alt var begyndt at kede os en liiiiiille smule, men da vores visa ('fisa' ifoelge vores hollandske bekendskaber) til Vietnam foerst startede d. 14 befandt vi os lidt i en venteposition. Men hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed saa tager Mulle sagen i egen haand. 3 dage foer vores visum indtraadte meldte hun ud ved morgenbordet at hun i Biblen (Lonely Planet Cambodia) havde laest sig til at der altsaa skulle vaere nogle relativt interessante naturomraader i den sydlige del af Cambodia som hun maegtigt gerne vil se, da den Cambodianske natur maaske lige netop er det vi har nedprioriteret.
Med en smule overtalelse (isaer af Mie, der paa dette tidspunkt var MEGET Vietnam-indstillet) tog vi bussen fra det efterhaanden noget trygge Phnom Penh og begav os sydpaa til den lille by ved navn Takeo. Mine damer og herrer - kommer I selv til Cambodia saa er Takeo ikke den mest interessante by i verden. Ingen -INGEN kunne noget engelsk saa Mie maatte lege Tegn og Gaet med vaertinden, en lille plump cambodiansk dame med afbarberede og derefter genoptegnede oejenbryn, for at vi kunne faa et sted at sove. Vi maatte give hele syv dollars for det, hvilket vi er NOGEN - der henvises til undertegnede, som kunne maerke i vores ryg dagen efter, da seng nummer tre egentlig bare var en daarlig parodi paa en solseng... Med hensyn til deres sprogkundskaber maa jeg dog traekke mine ord tilbage; der var en mand med lidt kendskab til det engelske sprog. Denne var saaledes ogsaa selvudnaevnt guide til alt hvad der var at se i omegn og han var UMULIG at faa rystet af. Rigtige butikker var svaere at opdrive og alt hvad der mindede om aftensmad var lukket efter klokken syv i "byen". Vi kunne konkludere at Takeo var doedens poelse. Troede vi. Men mere om det senere.
Efter en enkelt nat i Takeo stod vi op til et ikke-vestligt morgenmaaltid bestaaende af ris og en gryderet med groen peber og beef. Paa det lille plasticbord stod der ogsaa et glas med en substans der umiddelbart var lidt svaer at identificere, men som vi blev enige om maatte vaere en hjerne fra et eller andet dyr. Da undertegnede ville fotografere dette udbryder Mie 'De synes helt sikkert du er skoer Trisser. De taenker sikkert "hvorfor tager hun billeder af en lasagne?!"' ... det kan godt vaere man skulle have vaeret der.
Samme dag prajede vi en tuk-tuk for at komme ud og se det berygtede Da Phnom som skulle vaere et bjerg med noget speciel flot natur omkring, vores egentlige maal med Takeo. Der var vist ogsaa noget med noget Buddha-et-eller-andet. Uanset hvad kom vi aldrig saa langt for da vi havde koert et kvarters tid punkterede vores tuk-tuk. BUMMER. Men det skulle blive vaerre endnu. Vores driver fik os vist hen til en mekaniker, heldigvis meget taet paa, som tilsyneladende kunne ordne det. Der var saa bare liiige det, at han mente at vi skulle betale for hans nye daek som han ville have fem dollar for. Her skal det maaske naevnes at vi havde aftalt en samlet pris paa tre dollar for at komme ud til bjerget. Efter en laengere forhandling med baade driver og mekaniker maatte vi laegge ud med tre dollar for en ny gummislange. Saa langt saa godt. Men saa var det jo bare lige at til trods for at have paastaaet modsat vidste vores driver ikke helt hvor vores bjerg var henne, saa han ville nu have 30 dollar for at fortsaette turen - 'der var jo saa langt'. 'No way makker. Saa meget vil vi ikke se det bjerg. Tag os tilbage til Takeo saa vi kan komme videre' og det gjorde han - vi betalte tre dollar. Udover hans nye daek. Jackass...
Saaledes sagde vi farvel til Takeo og begav os videre sydpaa til Kampong Trach. Jeg vil nu gribe tilbage og sige 'Mine damer og herrer - DETTE var doedens poelse.' En endnu mindre by - basically bestaaende af en hovedgade med butikker og et enkelt guest house. Herfra blev vi koert paa motos ud til nogle drypstenshuler der gaar under navnet 'The Dragons Mouth'. Her var der ligeledes en selvudnaevnt guide, dog paa vores alder, der viste os rundt, lyste vej for os og fortalte en masse hvoraf vi stadig er usikre paa halvdelen, da cambodianere har en tendens til at sluge deres s'er og t'er i slutningen af ord. Ligeledes blev vi fulgt af en flok boern med lommelygter der maa have vaeret overbevist om at vi ikke kunne hoere hvad vores guide sagde og saaledes mente alle at de skulle gentage samtlige noegleord, paa endnu daarligere engelsk - ja, det var mere irriterende end det var nyttigt. Dog var det fantastisk at opleve baade hulerne, men isaer faunaen og klipperne omkring, da dette var en side af Cambodia ingen af os foer havde set.
Effektive som vi er var vi faerdige med sightseeing ved 11-tiden og blev enige om at 'ja, lad os tage til Vietnam idag'. Saa det gjorde vi: paa med rygsaek og hjelm og op bagpaa moto'en og saa gik det ellers derudaf paa de stoevede, roede cambodianske veje.
Efter en halv times koersel var vi ligesaa hjulbenede som cowboys og skulle her tjekke ud af Cambodia og ind i Vietnam. Dette foregik ved foerst at udfylde en 'health declaration' hvor vi egentlig selv kun fik lov at skrive personlig info, hvorefter 'skranke-Bent' krydsede 'no' af ved alle de ting man potentielt kan have fejlet, til trods for at undertegnede kunne krydse 'yes' ved mindst fire...
Undervejs i udfyldningen fik 'skranke-Bent' ogsaa oeje paa praecis HVOR stoevet jeg var i ansigtet efter mototuren (min hjelm havde ingen skaerm) og broed ud i voldsom latter som fortsatte da han fem minutter senere gik forbi os da vi ventede paa at vores pas blev godkendt ved skranke nummer to (det hjalp maaske heller ikke at jeg naesten glemte mit pas hos ham). Ved skranke nummer to blev vi kaldt hen da tolderne havde konkluderet at vi ikke var eftersoegt af hverken Interpol, CIA eller KGB og een efter een fik vi vores pas retur. Da manden bag skranken, en yngre fyr, gav os vores pas retur begyndte han at stille spoergsmaal som startede mede at vaere relativt formelle, hvorefter han stille og roligt gled over i smalltalk og da han skulle udlevere det sidste pas spurgte han om vi ikke vil med ham og hans venner til fest naar vi kom til Ha Tien (den foerste by vi skulle bo i, i Vietnam). Vi blev rimeligt paff, grinede og navngav ham Border-Dario i det vi gik videre...
Saaledes ankom vi til Mekongdeltaet, naermere betegnet Ha Tien hvor vi havde to hyggelige dage til trods for at vi ogsaa her oplevede at blive taget lettere i roeven af nogle motodrivers der liiidt havde misforstaaet hvad vi mente da vi sagde 'beach'. Men det var en fantastisk smuk koeretur trods alt; deltaet er jo umaadelig frodigt visse steder. Dog formaaede undertegnede endnu engang at komme i fysisk knibe med et braendmaerke, fra min moto's udstoedningsroer, paa stoerrelse med to femmere som vi nu kaemper med at holde rent og vaek fra solen. Efter Ha Tien gik turen til Can Tho, hvor vi stod tidligt op og oplevede solopgang over Mekong og flydende markeder bestaaende af massevis af baade, der saelger frugt og groent. Skulle man vaere i tvivl om hvad den paagaeldende baad saelger, kan man bare kigge i masten - der er baadens varer udstillet. Klimaks i deltaet maa dog kunne siges at vaere senere da vi ankom til Vinh Long. Meget kort efter at vaere steget af bussen blev vi shanghaiet af en dame, der reklamerede med sit 'homestay'. Vi havde paa forhaande laest, og var lidt skeptiske overfor, at Vinh Long koerte en del med den slags. Umiddelbart loed det ikke saa autentisk som vi ville oenske os det, men vi maatte give os! Hun var for god til at saelge varen... Det resulterede i en pakkeloesning paa 25 dollar pr kvinde for en overnatning med morgen- og aftensmad, gratis baadtur til og fra den oe som det ligger paa, tidlig baadtur med hendes onkel dagen efter ned igennem de smaa kanaler samt gratis cykler saa vi selv kunne udforske oeen. Saaledes landede vi, et kvarter efter ankomst til oeen, paa hver vores fejlproportionerede cykel (Mulles den vaerste, ellers ogsaa weiner hun bare) og saa var det derudaf skarpt forfulgt af de obligatoriske nedstirringer og maabende blikke fra de lokale. En saa speciel cykeltur kaldte jo selvfoelgelig paa en faellessang, hvilket resulterede i vores helt egen 'Du maa faa min Mekongcykel naar jeg doer'- remix! Hell Yeah! :D
Dagen efter var det ud paa endnu en tidlig baadtur med en endnu smukkere solopgang. Denne levede helt op til vores forventninger og mere til, for da vi var 1/3 igennem baadturen lagde vores goeglerskipper til kejs et uventet sted: en coconut candy factory, by God. Kan man stave til Coconut HEAVEN?! Der var gratis smagsproever all over og det var FABULOUS. I hvert tilfaelde for undertegnede og Mie (Mulle er lidt konservativ med sit slik)...
Besoeget pa fabrikken har foraarsaget en situation af total ude af kontrol afhaengighed vi ikke foer har oplevet og Mie baerer nu konstant rundt paa en lille aeske med peanut/coconut hapser - don't take it away. Hell WILL break loose.
Sidste stop i deltaet var den relativt store, men intetsigende by Ben Tre. Bussen stoppede desvaerre i udkanten af byen saa vi maatte vade kaempe langt i middagsheden med vores rygsaekke for at finde det guest house vi havde udset os.
Efter en enkelt overnatning i Ben Tre besluttede vi os for at vi havde set nok af Mekongdeltaet og satte kursen mod millionbyen Saigon (Ho Chi Minh City)...
//Trisser
Med en smule overtalelse (isaer af Mie, der paa dette tidspunkt var MEGET Vietnam-indstillet) tog vi bussen fra det efterhaanden noget trygge Phnom Penh og begav os sydpaa til den lille by ved navn Takeo. Mine damer og herrer - kommer I selv til Cambodia saa er Takeo ikke den mest interessante by i verden. Ingen -INGEN kunne noget engelsk saa Mie maatte lege Tegn og Gaet med vaertinden, en lille plump cambodiansk dame med afbarberede og derefter genoptegnede oejenbryn, for at vi kunne faa et sted at sove. Vi maatte give hele syv dollars for det, hvilket vi er NOGEN - der henvises til undertegnede, som kunne maerke i vores ryg dagen efter, da seng nummer tre egentlig bare var en daarlig parodi paa en solseng... Med hensyn til deres sprogkundskaber maa jeg dog traekke mine ord tilbage; der var en mand med lidt kendskab til det engelske sprog. Denne var saaledes ogsaa selvudnaevnt guide til alt hvad der var at se i omegn og han var UMULIG at faa rystet af. Rigtige butikker var svaere at opdrive og alt hvad der mindede om aftensmad var lukket efter klokken syv i "byen". Vi kunne konkludere at Takeo var doedens poelse. Troede vi. Men mere om det senere.
Efter en enkelt nat i Takeo stod vi op til et ikke-vestligt morgenmaaltid bestaaende af ris og en gryderet med groen peber og beef. Paa det lille plasticbord stod der ogsaa et glas med en substans der umiddelbart var lidt svaer at identificere, men som vi blev enige om maatte vaere en hjerne fra et eller andet dyr. Da undertegnede ville fotografere dette udbryder Mie 'De synes helt sikkert du er skoer Trisser. De taenker sikkert "hvorfor tager hun billeder af en lasagne?!"' ... det kan godt vaere man skulle have vaeret der.
Saaledes sagde vi farvel til Takeo og begav os videre sydpaa til Kampong Trach. Jeg vil nu gribe tilbage og sige 'Mine damer og herrer - DETTE var doedens poelse.' En endnu mindre by - basically bestaaende af en hovedgade med butikker og et enkelt guest house. Herfra blev vi koert paa motos ud til nogle drypstenshuler der gaar under navnet 'The Dragons Mouth'. Her var der ligeledes en selvudnaevnt guide, dog paa vores alder, der viste os rundt, lyste vej for os og fortalte en masse hvoraf vi stadig er usikre paa halvdelen, da cambodianere har en tendens til at sluge deres s'er og t'er i slutningen af ord. Ligeledes blev vi fulgt af en flok boern med lommelygter der maa have vaeret overbevist om at vi ikke kunne hoere hvad vores guide sagde og saaledes mente alle at de skulle gentage samtlige noegleord, paa endnu daarligere engelsk - ja, det var mere irriterende end det var nyttigt. Dog var det fantastisk at opleve baade hulerne, men isaer faunaen og klipperne omkring, da dette var en side af Cambodia ingen af os foer havde set.
Effektive som vi er var vi faerdige med sightseeing ved 11-tiden og blev enige om at 'ja, lad os tage til Vietnam idag'. Saa det gjorde vi: paa med rygsaek og hjelm og op bagpaa moto'en og saa gik det ellers derudaf paa de stoevede, roede cambodianske veje.
Efter en halv times koersel var vi ligesaa hjulbenede som cowboys og skulle her tjekke ud af Cambodia og ind i Vietnam. Dette foregik ved foerst at udfylde en 'health declaration' hvor vi egentlig selv kun fik lov at skrive personlig info, hvorefter 'skranke-Bent' krydsede 'no' af ved alle de ting man potentielt kan have fejlet, til trods for at undertegnede kunne krydse 'yes' ved mindst fire...
Undervejs i udfyldningen fik 'skranke-Bent' ogsaa oeje paa praecis HVOR stoevet jeg var i ansigtet efter mototuren (min hjelm havde ingen skaerm) og broed ud i voldsom latter som fortsatte da han fem minutter senere gik forbi os da vi ventede paa at vores pas blev godkendt ved skranke nummer to (det hjalp maaske heller ikke at jeg naesten glemte mit pas hos ham). Ved skranke nummer to blev vi kaldt hen da tolderne havde konkluderet at vi ikke var eftersoegt af hverken Interpol, CIA eller KGB og een efter een fik vi vores pas retur. Da manden bag skranken, en yngre fyr, gav os vores pas retur begyndte han at stille spoergsmaal som startede mede at vaere relativt formelle, hvorefter han stille og roligt gled over i smalltalk og da han skulle udlevere det sidste pas spurgte han om vi ikke vil med ham og hans venner til fest naar vi kom til Ha Tien (den foerste by vi skulle bo i, i Vietnam). Vi blev rimeligt paff, grinede og navngav ham Border-Dario i det vi gik videre...
Saaledes ankom vi til Mekongdeltaet, naermere betegnet Ha Tien hvor vi havde to hyggelige dage til trods for at vi ogsaa her oplevede at blive taget lettere i roeven af nogle motodrivers der liiidt havde misforstaaet hvad vi mente da vi sagde 'beach'. Men det var en fantastisk smuk koeretur trods alt; deltaet er jo umaadelig frodigt visse steder. Dog formaaede undertegnede endnu engang at komme i fysisk knibe med et braendmaerke, fra min moto's udstoedningsroer, paa stoerrelse med to femmere som vi nu kaemper med at holde rent og vaek fra solen. Efter Ha Tien gik turen til Can Tho, hvor vi stod tidligt op og oplevede solopgang over Mekong og flydende markeder bestaaende af massevis af baade, der saelger frugt og groent. Skulle man vaere i tvivl om hvad den paagaeldende baad saelger, kan man bare kigge i masten - der er baadens varer udstillet. Klimaks i deltaet maa dog kunne siges at vaere senere da vi ankom til Vinh Long. Meget kort efter at vaere steget af bussen blev vi shanghaiet af en dame, der reklamerede med sit 'homestay'. Vi havde paa forhaande laest, og var lidt skeptiske overfor, at Vinh Long koerte en del med den slags. Umiddelbart loed det ikke saa autentisk som vi ville oenske os det, men vi maatte give os! Hun var for god til at saelge varen... Det resulterede i en pakkeloesning paa 25 dollar pr kvinde for en overnatning med morgen- og aftensmad, gratis baadtur til og fra den oe som det ligger paa, tidlig baadtur med hendes onkel dagen efter ned igennem de smaa kanaler samt gratis cykler saa vi selv kunne udforske oeen. Saaledes landede vi, et kvarter efter ankomst til oeen, paa hver vores fejlproportionerede cykel (Mulles den vaerste, ellers ogsaa weiner hun bare) og saa var det derudaf skarpt forfulgt af de obligatoriske nedstirringer og maabende blikke fra de lokale. En saa speciel cykeltur kaldte jo selvfoelgelig paa en faellessang, hvilket resulterede i vores helt egen 'Du maa faa min Mekongcykel naar jeg doer'- remix! Hell Yeah! :D
Dagen efter var det ud paa endnu en tidlig baadtur med en endnu smukkere solopgang. Denne levede helt op til vores forventninger og mere til, for da vi var 1/3 igennem baadturen lagde vores goeglerskipper til kejs et uventet sted: en coconut candy factory, by God. Kan man stave til Coconut HEAVEN?! Der var gratis smagsproever all over og det var FABULOUS. I hvert tilfaelde for undertegnede og Mie (Mulle er lidt konservativ med sit slik)...
Besoeget pa fabrikken har foraarsaget en situation af total ude af kontrol afhaengighed vi ikke foer har oplevet og Mie baerer nu konstant rundt paa en lille aeske med peanut/coconut hapser - don't take it away. Hell WILL break loose.
Sidste stop i deltaet var den relativt store, men intetsigende by Ben Tre. Bussen stoppede desvaerre i udkanten af byen saa vi maatte vade kaempe langt i middagsheden med vores rygsaekke for at finde det guest house vi havde udset os.
Efter en enkelt overnatning i Ben Tre besluttede vi os for at vi havde set nok af Mekongdeltaet og satte kursen mod millionbyen Saigon (Ho Chi Minh City)...
//Trisser
mandag den 14. februar 2011
Happy Hour a la Phnom Penh
Saa er der update om Phnom Penh!
Cambodja har vaeret en fest, og har bla. omdoebt befolkningen, (som foelge af historie-laesning fra Lonely Planet, via Mie som ikke kunne udtale 'khmer' i starten), og det endte med at blive kemikere istedet for khmere. Saa Khmer Rouge er nu De Roede Kemikere istedet.
Efter at have sovet paa et hostel med et suspekt, indelukket lokale med loft/kaelderrums-fornemmelse, a la Harry Potter-pulterkammeret, flyttede vi til Nordic House, ejet af meget hyggelig nordmand, med adgang til jule-akvavit og salt-lakridser, det var helt som hjemme i et oejeblik.
Imens vi stille og roligt fik Kathrine paa hoejkant begyndte vi at planlaegge hvilke ting vi ville se i Phnom Penh og omegn.
Saa snart der var fremgang begav vi os ud paa en af de foerste store oplevelser i Phnom Penh - Killing Fields. Det var et omraade 15 km uden for hovedstaden, hvor Khmer Rouge henrettede mere end 20.000 mennesker og kastede dem i navneloese massegrave. Det var en meget overvaeldende oplevelse at gaa mellem de mange tilfaeldigt placerede kratere, der laa spredt ud over et areal paa stoerrelse med en haandboldbane. Ifoelge det tilstoedende museum doede der i perioden 1975-1979, 1,4-2,2 mio. mennesker. Paa museet var der ogsaa udstillet meget af den viden som kommer fra Khmer Rouges egne optegnelser, hvilket gjorde det endnu mere virkeligt og skraemmende for os som besoegene. For at markere de forfaerdelige haendelser der havde foregaaet havde den cambodianske regering derudover ladet bygge en flere etager hoej stupa af glas, hvor alle kranierne fra de udgravede massegrave var lagt ind, sorteret efter alder og koen. Der var kranier fra baade maend, drenge, kvinder, piger og spaedboern.
Bagefter koerte vi til den skole som havde fungeret som faengsel og tortur- og forhoersanstalt under Khmer Rouge-styret, S-21 eller Tuol Sleng High School. Her var udstillet endnu flere og endnu grundigere optegnelser over hvilke bygninger og etager der var brugt til fx. indespaerring og tortur samt hvor forhoer fandt sted. Det var endnu haardere at se hvordan boerns udendoers legeredskaber var blevet brugt i forbindelse med tortur og hvordan klasselokaler var omdannet til faengselsceller (paa 2m*0,8m) og tortur-rum. Khmer Rouge havde dertil blevet foretaget en ekstensiv fotografering af alle der var indsat i faengslet gennem tiden og til tider ogsaa foer og efter tortur. Da vietnameserne indtog Phnom Penh var der kun 7 overlevende fanger tilbage af de sidste 21 indsatte i faengslet (de andre 14 blev tortureret til doede da vietnameserne naermede sig byen, hvilket de vindende tropper dokumenterede ved billeder af de fundne torturerede lig liggende ved tremmesenge, mens torturredskaberne laa inde i lokalerne, hvor der stadig var indtoerret blod paa gulvet). Vi var meget rystede over at kun 7 mennesker overlevede opholdet i et faengsel, hvor mange, mange tusinde mennesker havde vaeret indespaeret. At se billeder af udmargrede, forslaaede og fortabte fanger gjorde et kaempe indtryk paa os, specielt undertegnede, som fik det fysisk daarligt. Needless to say, der var en lidt tung stemning da vi vendte tilbage til hotellet, og dagens indtryk skulle fordoejes.
Det var dog ikke alle sights i Phnom Penh der var lige saa deprimerende. Byen boed derudover ogsaa paa et National Museum med skulpture fra Angkor Wat, hvor damer med roegelsespinde insisterede paa at man skulle 'koebe' en pind at saette foran de mange buddhaer som ogsaa var i museet. Det var imponerende, men vi maa nok indse at vi ikke er hardcore museumsgaengere. Vi forlod derfor hurtigt det kulturelle oase og tog hen paa den naermeste bar med happy hour.
Et andet mustsee sight i Phnom Penh er the Royal Palace. Vi laeste at for at besoege paladset maatte man vaere 'appropriately dressed'. Saa da vi paa dagen tropper op i god tro med daekkede skuldre og shorts blev vi noget overraskede over at Mie, som havde et halstoerklaede over skuldrende, ikke var tilstraekkeligt tildaekket og derfor blev afvist, on account of bare shoulders. Efter at have koebt billet, vel at maerke. Da vi var kommet os over chokket og vendte tilbage to dage efter med samme billet (hvilket trods alt var muligt, for som billetmanden lovede os, 'Cambodians never lie..'), havde Kathrine naer ikke kommet ind paa grund af hendes kjole, som kun lige akkurat naaede knaeene (selvom det var samme kjole som hun var blevet godkendt i to dage tidligere). Efter at have haft lange diskussioner med personalet blev vi endelig lukket ind i Royal Palads (paa trods af vores uanstaendige paaklaedning!), hvor halvdelen af komplekset viste sig at vaere lukket af for offentligheden, fordi der idag stadig bor en royal familie. Saa det store palads-omraaede var pludselig ikke saa stort alligevel, og vi genovervejede lige billet-prisen engang. Inde paa omraader, der trods alt var flot, var der ogsaa den beroemte Silver Pagoda, hvor gulvet er lavet af 5000 massive soelv-fliser, som klikker mod hinanden under det tykke, beskyttende taeppe, der sikkert har vaeret hensigtsmaessig for gulvet, men som samtidig daekkede for 90 % af det synsmaessige indtryk (vi tror stadig ikke helt paa at det rent faktisk var hele gulvet, der var af soelv). Om aftenen foelte vi os ekstra kulturellet da vi endelig havde fundet en restaurant som havde Apsara-dans som et indslag under middagen. Apsara er Cambodja's gamle, kulturelle og royale dans, som kan spores helt tilbage til Angkor Wat perioden, stilen er i hvert fald afbilledet paa forskellige udskaeringer paa templerne. Dansen var flot, om noget lidt ensformig og vi blev hurtigt enige om at pigerne maatte have hypermobile finger- og haandled for at kunne udfoere dansen.
Phnom Penh boed ogsaa paa flere forskellige markeder, bla. Russian Market og Central Market, hvor det var helt som i Siem Reap, med smaa klemte boder, de samme 6 t-shirts, billeder og tasker alle steder og insisterende saelgere. Ved siden af Central Market laa der ogsaa et af de lokale stortcentre, paa omkring 5 etager. De nederste 3 etager var ganske normale, med toej-butikker, musik, elektronik, mad og des lignende. Overraskede blev vi dog da vi paa 4 etage finder et kaempe biograf-omraade og paa 5 etage en spille-arkade som taget ud af 80'ernes Danmark, samt et stort omraade hvor man kunne leje rulle-skoejter, og saa droene omkring paa et dertil indhegnet omraade, med ordenlig techno-og festmusik spillende i baggrunden. Det var noget af en kontrast til det mere normale gadebillede af Cambodja der var at finde blot 5 meter fra stortcentret.
Men hvad er en storby uden et natteliv? Ikke meget, men overraskende nok havde Phnom Penh et livligt natteliv, som bare laa og ventede paa at vi kom og oplevede det. Vi udforskede diverse barer og happy hour's i omraadet, hvor det lokale favorit vandingshul hurtigt blev lokaliseret; Chiva's Shack. 'Hvorfor?' vil den opmaerksomme blog-laeser spoerge, jamen lad mig forklare - Mekong Whiskey Bucket's er svaret, mine damer og herrer. Mie og jeg kastede os gang paa utaellelig gang ud i den ene bucket efter den anden, og blev hver gang overraskende hurtigt i ganske godt humoer. Kathrine kastede sig over et lign. tilbud og bestilte White Russian bucket-stoerrelse, ogsaa med stor succes og fnisen.
Vi havde flere night's out, hvor gadens egne barer blev udforsket med skiftende held. Den ene aften vandrede vi glade og smaa-snaldrede ind paa en tilfaeldig bevaertning, og satte os ved baren. Foerst derefter registrerede vi at hele lokalet var fyldt til bristepunktet med unge asiatiske kvinder og faa, blegfede, gamle, hvide maend. Jaja, taenkte vi, suspekt klientel, saa laenge sprutten er billig. Rutinerede som vi er spottede vi hurtigt et skilt, der loed 'Ladies Drink - 3$', hvilket var markant billigere end resten af drinksene paa menuen. Da vi saa bad om en Ladies Drink hver fandt vi hurtigt ud af at, nej-nej, konceptet er at kunden ringer paa klokken og giver alle 'ladies' i rummet en drink, dvs. alle de piger der arbejder der (vi fandt aldrig rigtig ud af, hvad kvinderne arbejdede med - de serverede ikke, gjorde ikke rent og kun 3 af de cirka 15 kvinder stod rent faktisk bag disken i baren). Efter at have koebt en oel og drukket den, alt imens Kathrine oplevede en overraskende maengde opmaerksomhed fra nogle af de cambodianske piger (hvoraf en enkelt oprigtigt troede at Kathrine havde koebt hende en drink), fandt vi hurtigt ud igen. Foerst da opdager vi at navnet paa baren er 'Candy Bar'. Vi havde ikke helt fra starten regnet ud at en stor del af barene, med smukke unge cambodianske piger udenfor, stort set er maalrettet mod hvide maend, som er villige til at give en drink, og lidt til. Det vidste vi fra den aften af. Vi besluttede derfor at vende tilbage til stamstedet, hvor et par buckets hurtigt opvejede Candy Bars raedsler.
Et andet laekkert sted var Phnom Penhs flotte Riverfront, hvor man kunne sidde og kigge ud paa floden og paa de faa lys der var paa den anden side. Vi koebte nogle oel i en lille butik og satte os ud og noed lysene i natten. Ganske idyllisk. Lige indtil diverse tiggere kom og bad om alt fra penge til mad.
Der er en relativ bred promenade ved Riverfront, og om aftenen udfoldede de lokale unge sig med musik og dans, hvor vi flere gange saa grupper paa omkring 6 unge drenge som dansede synkront, paa meget Backstreet Boys vis, til cambodiansk pop-musik. Hvilket forresten er meget stort i Asien og Cambodja er ikke en undtagelse. Rejsens ufrivillige tema-sang i Cambodja er derfor blevet et camboiansk rip-off af Justin Bieber-sangen, 'Baby', hvor omkvaedet er fuldsteandig som originalen, ogsaa koerer versene paa cambodiansk. Sangen bliver spillet konstant, saa snart der er et tv og de kan saette deres hoejt-elskede karaoke paa.
Rejseudgifterne var pludselig skudt i vejret med ankomsten til en rigtig storby, hvor sprut og is staar oeverst paa listen af syndere, og hvor vi pludselig begyndte at taenke paa vores budget. Som i Siem Reap var der ogsaa her isbiler/motorcykler som koerte rundt i gaderne med, maa man antage, tema-musik spillende for fulde knald. I Siem Reap var det en slags limbo-musik og her i Phnom Penh har vi identificeret sangen som introen til Disney-filmen Pocahontas. Vi er dog ikke ruinerede endnu og vi har fuld tillid til at naar bundlinjen er naaet saa vil omsorgsfulde og initiativrige mennesker oprette en sprut/is/nuddel fond for at sikre vores fremtidige overlevelse. :D
Haaber alt er vel og godt derhjemme! :D
Mammut
Mulle / Emilie
Cambodja har vaeret en fest, og har bla. omdoebt befolkningen, (som foelge af historie-laesning fra Lonely Planet, via Mie som ikke kunne udtale 'khmer' i starten), og det endte med at blive kemikere istedet for khmere. Saa Khmer Rouge er nu De Roede Kemikere istedet.
Efter at have sovet paa et hostel med et suspekt, indelukket lokale med loft/kaelderrums-fornemmelse, a la Harry Potter-pulterkammeret, flyttede vi til Nordic House, ejet af meget hyggelig nordmand, med adgang til jule-akvavit og salt-lakridser, det var helt som hjemme i et oejeblik.
Imens vi stille og roligt fik Kathrine paa hoejkant begyndte vi at planlaegge hvilke ting vi ville se i Phnom Penh og omegn.
Saa snart der var fremgang begav vi os ud paa en af de foerste store oplevelser i Phnom Penh - Killing Fields. Det var et omraade 15 km uden for hovedstaden, hvor Khmer Rouge henrettede mere end 20.000 mennesker og kastede dem i navneloese massegrave. Det var en meget overvaeldende oplevelse at gaa mellem de mange tilfaeldigt placerede kratere, der laa spredt ud over et areal paa stoerrelse med en haandboldbane. Ifoelge det tilstoedende museum doede der i perioden 1975-1979, 1,4-2,2 mio. mennesker. Paa museet var der ogsaa udstillet meget af den viden som kommer fra Khmer Rouges egne optegnelser, hvilket gjorde det endnu mere virkeligt og skraemmende for os som besoegene. For at markere de forfaerdelige haendelser der havde foregaaet havde den cambodianske regering derudover ladet bygge en flere etager hoej stupa af glas, hvor alle kranierne fra de udgravede massegrave var lagt ind, sorteret efter alder og koen. Der var kranier fra baade maend, drenge, kvinder, piger og spaedboern.
Bagefter koerte vi til den skole som havde fungeret som faengsel og tortur- og forhoersanstalt under Khmer Rouge-styret, S-21 eller Tuol Sleng High School. Her var udstillet endnu flere og endnu grundigere optegnelser over hvilke bygninger og etager der var brugt til fx. indespaerring og tortur samt hvor forhoer fandt sted. Det var endnu haardere at se hvordan boerns udendoers legeredskaber var blevet brugt i forbindelse med tortur og hvordan klasselokaler var omdannet til faengselsceller (paa 2m*0,8m) og tortur-rum. Khmer Rouge havde dertil blevet foretaget en ekstensiv fotografering af alle der var indsat i faengslet gennem tiden og til tider ogsaa foer og efter tortur. Da vietnameserne indtog Phnom Penh var der kun 7 overlevende fanger tilbage af de sidste 21 indsatte i faengslet (de andre 14 blev tortureret til doede da vietnameserne naermede sig byen, hvilket de vindende tropper dokumenterede ved billeder af de fundne torturerede lig liggende ved tremmesenge, mens torturredskaberne laa inde i lokalerne, hvor der stadig var indtoerret blod paa gulvet). Vi var meget rystede over at kun 7 mennesker overlevede opholdet i et faengsel, hvor mange, mange tusinde mennesker havde vaeret indespaeret. At se billeder af udmargrede, forslaaede og fortabte fanger gjorde et kaempe indtryk paa os, specielt undertegnede, som fik det fysisk daarligt. Needless to say, der var en lidt tung stemning da vi vendte tilbage til hotellet, og dagens indtryk skulle fordoejes.
Det var dog ikke alle sights i Phnom Penh der var lige saa deprimerende. Byen boed derudover ogsaa paa et National Museum med skulpture fra Angkor Wat, hvor damer med roegelsespinde insisterede paa at man skulle 'koebe' en pind at saette foran de mange buddhaer som ogsaa var i museet. Det var imponerende, men vi maa nok indse at vi ikke er hardcore museumsgaengere. Vi forlod derfor hurtigt det kulturelle oase og tog hen paa den naermeste bar med happy hour.
Et andet mustsee sight i Phnom Penh er the Royal Palace. Vi laeste at for at besoege paladset maatte man vaere 'appropriately dressed'. Saa da vi paa dagen tropper op i god tro med daekkede skuldre og shorts blev vi noget overraskede over at Mie, som havde et halstoerklaede over skuldrende, ikke var tilstraekkeligt tildaekket og derfor blev afvist, on account of bare shoulders. Efter at have koebt billet, vel at maerke. Da vi var kommet os over chokket og vendte tilbage to dage efter med samme billet (hvilket trods alt var muligt, for som billetmanden lovede os, 'Cambodians never lie..'), havde Kathrine naer ikke kommet ind paa grund af hendes kjole, som kun lige akkurat naaede knaeene (selvom det var samme kjole som hun var blevet godkendt i to dage tidligere). Efter at have haft lange diskussioner med personalet blev vi endelig lukket ind i Royal Palads (paa trods af vores uanstaendige paaklaedning!), hvor halvdelen af komplekset viste sig at vaere lukket af for offentligheden, fordi der idag stadig bor en royal familie. Saa det store palads-omraaede var pludselig ikke saa stort alligevel, og vi genovervejede lige billet-prisen engang. Inde paa omraader, der trods alt var flot, var der ogsaa den beroemte Silver Pagoda, hvor gulvet er lavet af 5000 massive soelv-fliser, som klikker mod hinanden under det tykke, beskyttende taeppe, der sikkert har vaeret hensigtsmaessig for gulvet, men som samtidig daekkede for 90 % af det synsmaessige indtryk (vi tror stadig ikke helt paa at det rent faktisk var hele gulvet, der var af soelv). Om aftenen foelte vi os ekstra kulturellet da vi endelig havde fundet en restaurant som havde Apsara-dans som et indslag under middagen. Apsara er Cambodja's gamle, kulturelle og royale dans, som kan spores helt tilbage til Angkor Wat perioden, stilen er i hvert fald afbilledet paa forskellige udskaeringer paa templerne. Dansen var flot, om noget lidt ensformig og vi blev hurtigt enige om at pigerne maatte have hypermobile finger- og haandled for at kunne udfoere dansen.
Phnom Penh boed ogsaa paa flere forskellige markeder, bla. Russian Market og Central Market, hvor det var helt som i Siem Reap, med smaa klemte boder, de samme 6 t-shirts, billeder og tasker alle steder og insisterende saelgere. Ved siden af Central Market laa der ogsaa et af de lokale stortcentre, paa omkring 5 etager. De nederste 3 etager var ganske normale, med toej-butikker, musik, elektronik, mad og des lignende. Overraskede blev vi dog da vi paa 4 etage finder et kaempe biograf-omraade og paa 5 etage en spille-arkade som taget ud af 80'ernes Danmark, samt et stort omraade hvor man kunne leje rulle-skoejter, og saa droene omkring paa et dertil indhegnet omraade, med ordenlig techno-og festmusik spillende i baggrunden. Det var noget af en kontrast til det mere normale gadebillede af Cambodja der var at finde blot 5 meter fra stortcentret.
Men hvad er en storby uden et natteliv? Ikke meget, men overraskende nok havde Phnom Penh et livligt natteliv, som bare laa og ventede paa at vi kom og oplevede det. Vi udforskede diverse barer og happy hour's i omraadet, hvor det lokale favorit vandingshul hurtigt blev lokaliseret; Chiva's Shack. 'Hvorfor?' vil den opmaerksomme blog-laeser spoerge, jamen lad mig forklare - Mekong Whiskey Bucket's er svaret, mine damer og herrer. Mie og jeg kastede os gang paa utaellelig gang ud i den ene bucket efter den anden, og blev hver gang overraskende hurtigt i ganske godt humoer. Kathrine kastede sig over et lign. tilbud og bestilte White Russian bucket-stoerrelse, ogsaa med stor succes og fnisen.
Vi havde flere night's out, hvor gadens egne barer blev udforsket med skiftende held. Den ene aften vandrede vi glade og smaa-snaldrede ind paa en tilfaeldig bevaertning, og satte os ved baren. Foerst derefter registrerede vi at hele lokalet var fyldt til bristepunktet med unge asiatiske kvinder og faa, blegfede, gamle, hvide maend. Jaja, taenkte vi, suspekt klientel, saa laenge sprutten er billig. Rutinerede som vi er spottede vi hurtigt et skilt, der loed 'Ladies Drink - 3$', hvilket var markant billigere end resten af drinksene paa menuen. Da vi saa bad om en Ladies Drink hver fandt vi hurtigt ud af at, nej-nej, konceptet er at kunden ringer paa klokken og giver alle 'ladies' i rummet en drink, dvs. alle de piger der arbejder der (vi fandt aldrig rigtig ud af, hvad kvinderne arbejdede med - de serverede ikke, gjorde ikke rent og kun 3 af de cirka 15 kvinder stod rent faktisk bag disken i baren). Efter at have koebt en oel og drukket den, alt imens Kathrine oplevede en overraskende maengde opmaerksomhed fra nogle af de cambodianske piger (hvoraf en enkelt oprigtigt troede at Kathrine havde koebt hende en drink), fandt vi hurtigt ud igen. Foerst da opdager vi at navnet paa baren er 'Candy Bar'. Vi havde ikke helt fra starten regnet ud at en stor del af barene, med smukke unge cambodianske piger udenfor, stort set er maalrettet mod hvide maend, som er villige til at give en drink, og lidt til. Det vidste vi fra den aften af. Vi besluttede derfor at vende tilbage til stamstedet, hvor et par buckets hurtigt opvejede Candy Bars raedsler.
Et andet laekkert sted var Phnom Penhs flotte Riverfront, hvor man kunne sidde og kigge ud paa floden og paa de faa lys der var paa den anden side. Vi koebte nogle oel i en lille butik og satte os ud og noed lysene i natten. Ganske idyllisk. Lige indtil diverse tiggere kom og bad om alt fra penge til mad.
Der er en relativ bred promenade ved Riverfront, og om aftenen udfoldede de lokale unge sig med musik og dans, hvor vi flere gange saa grupper paa omkring 6 unge drenge som dansede synkront, paa meget Backstreet Boys vis, til cambodiansk pop-musik. Hvilket forresten er meget stort i Asien og Cambodja er ikke en undtagelse. Rejsens ufrivillige tema-sang i Cambodja er derfor blevet et camboiansk rip-off af Justin Bieber-sangen, 'Baby', hvor omkvaedet er fuldsteandig som originalen, ogsaa koerer versene paa cambodiansk. Sangen bliver spillet konstant, saa snart der er et tv og de kan saette deres hoejt-elskede karaoke paa.
Rejseudgifterne var pludselig skudt i vejret med ankomsten til en rigtig storby, hvor sprut og is staar oeverst paa listen af syndere, og hvor vi pludselig begyndte at taenke paa vores budget. Som i Siem Reap var der ogsaa her isbiler/motorcykler som koerte rundt i gaderne med, maa man antage, tema-musik spillende for fulde knald. I Siem Reap var det en slags limbo-musik og her i Phnom Penh har vi identificeret sangen som introen til Disney-filmen Pocahontas. Vi er dog ikke ruinerede endnu og vi har fuld tillid til at naar bundlinjen er naaet saa vil omsorgsfulde og initiativrige mennesker oprette en sprut/is/nuddel fond for at sikre vores fremtidige overlevelse. :D
Haaber alt er vel og godt derhjemme! :D
Mammut
Mulle / Emilie
torsdag den 3. februar 2011
Risen from the land of the dead
Saa kom vi ogsaa til Phnom Penh. Fra Siem Reap og hertil er der sket en del, selvom det for nogen af os har det vaeret lidt mere kraevende end andre at komme hertil. Uden at overdrive eller gaa for meget i detaljer kan mit tilfaelde vel beskrives som... den vaerste, laengste og mest nedbrydende omgang diarre jeg i mit liv har haft eller hoert om. And it goes on now on day number 8...
Vi forlod Siem Reap loerdag d. 29 med baad paa Tonle Sap river en tur der ifoelge billetkontorene skulle tage omkring 6 timer. Da dette er et (uden nogen form for racisme - kun udtalt paa bagrund af egen erfaring) Khmerestimat vidste vi godt at det nok ikke var realistisk - isaer ikke i toerkeperioden, men at det skulle tage mere end ti timer og yderligere end halv med organiseren af og transport i forskellige busser og tuk-tuk'er havde vi maaske alligevel ikke troet. Alt besvaer til side saa var det en fantastik smuk oplevelse at sejle igennem landskabet og se baade mere eller mindre flydende samfund - butikker, huse, skoler bygget paa toemmerflaader. Den vegetation vi kom igennem var ligeledes slaaende med et utal af aakander i alle farver og stoerrelser samt alle de stoerrer buske og traer der naesten groede op af vandet. Den sidste halvdel af turen var hovedsageligt igennem relativt ubevokset landskab men bare med udsigt til alle de folk der bor ved og mere eller mindre i vandet. Og saa selvfoelgelig alle boernene der vinker som gjaldt det livet naar baaden med de store blege mennesker kommer forbi.
Endestationen var den 4. mest besoegte by i Cambodia: Battambang. En by uden ret meget at byde paa bortset fra at den har en del fransk-udseende huse, bygget i kolonitiden. Vi kunne godt se de franske tendenser, men det er svaert at koncentrere sig om arkitektur naar der haenger store, falmede i solen, asiatiske film og make-up reklamer paa alle facader. Herfra har jeg ikke saa meget at berette om Battambang bortset fra indersiden af vores hotelvaerelse men pigerne var ude at koere med et bamboo train- maaske en af dem vil supplere senere.
Herefter gik turen til Kampong Chhnang med bus. Vores hotel hjalp os baade med at koebe billet og at faa os hen til busholdepladsen og ind i den rigtige bus. De glemt bare at fortaelle os at Kampong Chhnang ikke var endestationen og at ingen i bussen ville sige noget, eller vide noget om hvornaarvi skulle af. Da busturen var estimeret til 3,5 timer begyndte det at undre os en smule da de igen ville holde tissepause efter 4 timers koersel - vi maatte jo vaere der snart? Vi var klar over at det var den rigtige provins for vi havde set skilte, men det var foerst da en lille, taet, styr-paa-tingene, opsat haar og ifoert naalestribet kontorjakke, cambodiansk billetdame gjorde os opmaerksomme paa det at vi fandt ud af at vi var koert for langt. Saaledes blev vi beordret ud af bussen og sat til at vente et kvarters tid paa bus i modkoerende retning. Da den ligeledes havde pauset og folk igen havde sat sig, blev vi placeret paa raekke midt paa gulvet siddende paa vores rygsaekke til stor underholdning for de alle de medkoerende - men vi kom frem. Kampong Chhnang er en meget lille by som kun har en ting at byde paa: access til nogle floating villages som pigerne fik set, desvaerre uden undertegnede. Planen var egentlig foerst at bevaege os til Phnom Penh onsdag men natten til tirsdag oplevede jeg saa meget nedgang og ubehag at jeg foelte det noedvendigt NU at komme til Phnom Penh for at se en laege. Saa da pigerne havde set floating villages tirsdag formiddag fik de smukt prejet en taxa som koerte os til hovedstaden paa lige under 1,5 time. Ligesaa smukt havde Mie i Lonely Planet (ja, hun er blevet til 'hende med guidebogen') udset sig de medical centers der havde stoerst potentiale og fluks valgte jeg dr. Gavin Scott som har 'Tourist and Travelers Medical Center'. Det kan joknapt vaere bedre. Denne mand var mere british end britsh can be, men han var rigtig rar og jeg foelte mig tryg. Han konstaterede en eller anden bakterie og udskrev mig antibiotika, antispasmotics og noget sukker-slatvandsoploesning (tastes juuuuuust like orange juice :D) til mig. Derudover tog han en blodproeve som vi stadig afventer svar paa, for som han sagde 'in places like this you have to concider the risc of several diseases' - hovedsageligt med tanke paa denguefeber, hvilket vi ogsaa selv har vaeret henover. Han berettede dog at der ingen grund var til at vi tog Malarone da risikoen her er 1: 1 000 000. Han havde aldrig set et malariatilfaelde i sine 20 aar her - han ser dengefeber stort set hver dag. Det skulle ifoelge ham kun vaere om natten, i junglen i fugtigt vejr at der er risiko og selv her er den lav. Jeg har saaledes taget min sidste Malarone i Cambodia - skal ikke risikere at forveksle nogle symptomer med bivirkninger jeg ikke behoever at have. Pigerne tager dem fortsat.
Saaledes er vi paa anden hele dag i Phnom Penh hvor vi er indlogeret paa et sted ejet af en meget rar nordmand. So it's kinda like home - han har i hvert tilfaelde juleakvavit i baren :P . Saaledes vender jeg tilbage til indersiden af vores vaerelse.
Cheers to everyone og pas paa hinanden og det lille land!
//Trisser - Kathrine
Vi forlod Siem Reap loerdag d. 29 med baad paa Tonle Sap river en tur der ifoelge billetkontorene skulle tage omkring 6 timer. Da dette er et (uden nogen form for racisme - kun udtalt paa bagrund af egen erfaring) Khmerestimat vidste vi godt at det nok ikke var realistisk - isaer ikke i toerkeperioden, men at det skulle tage mere end ti timer og yderligere end halv med organiseren af og transport i forskellige busser og tuk-tuk'er havde vi maaske alligevel ikke troet. Alt besvaer til side saa var det en fantastik smuk oplevelse at sejle igennem landskabet og se baade mere eller mindre flydende samfund - butikker, huse, skoler bygget paa toemmerflaader. Den vegetation vi kom igennem var ligeledes slaaende med et utal af aakander i alle farver og stoerrelser samt alle de stoerrer buske og traer der naesten groede op af vandet. Den sidste halvdel af turen var hovedsageligt igennem relativt ubevokset landskab men bare med udsigt til alle de folk der bor ved og mere eller mindre i vandet. Og saa selvfoelgelig alle boernene der vinker som gjaldt det livet naar baaden med de store blege mennesker kommer forbi.
Endestationen var den 4. mest besoegte by i Cambodia: Battambang. En by uden ret meget at byde paa bortset fra at den har en del fransk-udseende huse, bygget i kolonitiden. Vi kunne godt se de franske tendenser, men det er svaert at koncentrere sig om arkitektur naar der haenger store, falmede i solen, asiatiske film og make-up reklamer paa alle facader. Herfra har jeg ikke saa meget at berette om Battambang bortset fra indersiden af vores hotelvaerelse men pigerne var ude at koere med et bamboo train- maaske en af dem vil supplere senere.
Herefter gik turen til Kampong Chhnang med bus. Vores hotel hjalp os baade med at koebe billet og at faa os hen til busholdepladsen og ind i den rigtige bus. De glemt bare at fortaelle os at Kampong Chhnang ikke var endestationen og at ingen i bussen ville sige noget, eller vide noget om hvornaarvi skulle af. Da busturen var estimeret til 3,5 timer begyndte det at undre os en smule da de igen ville holde tissepause efter 4 timers koersel - vi maatte jo vaere der snart? Vi var klar over at det var den rigtige provins for vi havde set skilte, men det var foerst da en lille, taet, styr-paa-tingene, opsat haar og ifoert naalestribet kontorjakke, cambodiansk billetdame gjorde os opmaerksomme paa det at vi fandt ud af at vi var koert for langt. Saaledes blev vi beordret ud af bussen og sat til at vente et kvarters tid paa bus i modkoerende retning. Da den ligeledes havde pauset og folk igen havde sat sig, blev vi placeret paa raekke midt paa gulvet siddende paa vores rygsaekke til stor underholdning for de alle de medkoerende - men vi kom frem. Kampong Chhnang er en meget lille by som kun har en ting at byde paa: access til nogle floating villages som pigerne fik set, desvaerre uden undertegnede. Planen var egentlig foerst at bevaege os til Phnom Penh onsdag men natten til tirsdag oplevede jeg saa meget nedgang og ubehag at jeg foelte det noedvendigt NU at komme til Phnom Penh for at se en laege. Saa da pigerne havde set floating villages tirsdag formiddag fik de smukt prejet en taxa som koerte os til hovedstaden paa lige under 1,5 time. Ligesaa smukt havde Mie i Lonely Planet (ja, hun er blevet til 'hende med guidebogen') udset sig de medical centers der havde stoerst potentiale og fluks valgte jeg dr. Gavin Scott som har 'Tourist and Travelers Medical Center'. Det kan joknapt vaere bedre. Denne mand var mere british end britsh can be, men han var rigtig rar og jeg foelte mig tryg. Han konstaterede en eller anden bakterie og udskrev mig antibiotika, antispasmotics og noget sukker-slatvandsoploesning (tastes juuuuuust like orange juice :D) til mig. Derudover tog han en blodproeve som vi stadig afventer svar paa, for som han sagde 'in places like this you have to concider the risc of several diseases' - hovedsageligt med tanke paa denguefeber, hvilket vi ogsaa selv har vaeret henover. Han berettede dog at der ingen grund var til at vi tog Malarone da risikoen her er 1: 1 000 000. Han havde aldrig set et malariatilfaelde i sine 20 aar her - han ser dengefeber stort set hver dag. Det skulle ifoelge ham kun vaere om natten, i junglen i fugtigt vejr at der er risiko og selv her er den lav. Jeg har saaledes taget min sidste Malarone i Cambodia - skal ikke risikere at forveksle nogle symptomer med bivirkninger jeg ikke behoever at have. Pigerne tager dem fortsat.
Saaledes er vi paa anden hele dag i Phnom Penh hvor vi er indlogeret paa et sted ejet af en meget rar nordmand. So it's kinda like home - han har i hvert tilfaelde juleakvavit i baren :P . Saaledes vender jeg tilbage til indersiden af vores vaerelse.
Cheers to everyone og pas paa hinanden og det lille land!
//Trisser - Kathrine
Abonner på:
Opslag (Atom)