'Du maa faa min Mekongcykel naar jeg doer...'

Som Mulle har berettet var Phnom Penh fuld af fest og farver! Dog var vi allesammen efter 10 dage ret indstillede paa at komme videre, da vi trods alt var begyndt at kede os en liiiiiille smule, men da vores visa ('fisa' ifoelge vores hollandske bekendskaber) til Vietnam foerst startede d. 14 befandt vi os lidt i en venteposition. Men hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed saa tager Mulle sagen i egen haand. 3 dage foer vores visum indtraadte meldte hun ud ved morgenbordet at hun i Biblen (Lonely Planet Cambodia) havde laest sig til at der altsaa skulle vaere nogle relativt interessante naturomraader i den sydlige del af Cambodia som hun maegtigt gerne vil se, da den Cambodianske natur maaske lige netop er det vi har nedprioriteret.
Med en smule overtalelse (isaer af Mie, der paa dette tidspunkt var MEGET Vietnam-indstillet) tog vi bussen fra det efterhaanden noget trygge Phnom Penh og begav os sydpaa til den lille by ved navn Takeo. Mine damer og herrer - kommer I selv til Cambodia saa er Takeo ikke den mest interessante by i verden. Ingen -INGEN kunne noget engelsk saa Mie maatte lege Tegn og Gaet med vaertinden, en lille plump cambodiansk dame med afbarberede og derefter genoptegnede oejenbryn, for at vi kunne faa et sted at sove. Vi maatte give hele syv dollars for det, hvilket vi er NOGEN - der henvises til undertegnede, som kunne maerke i vores ryg dagen efter, da seng nummer tre egentlig bare var en daarlig parodi paa en solseng... Med hensyn til deres sprogkundskaber maa jeg dog traekke mine ord tilbage; der var en mand med lidt kendskab til det engelske sprog. Denne var saaledes ogsaa selvudnaevnt  guide til alt hvad der var at se i omegn og han var UMULIG at faa rystet af. Rigtige butikker var svaere at opdrive og alt hvad der mindede om aftensmad var lukket efter klokken syv i "byen". Vi kunne konkludere at Takeo var doedens poelse. Troede vi. Men mere om det senere.
Efter en enkelt nat i Takeo stod vi op til et ikke-vestligt morgenmaaltid bestaaende af ris og en gryderet med groen peber og beef. Paa det lille plasticbord stod der ogsaa et glas med en substans der umiddelbart var lidt svaer at identificere, men som vi blev enige om maatte vaere en hjerne fra et eller andet dyr. Da undertegnede ville fotografere dette udbryder Mie 'De synes helt sikkert du er skoer Trisser. De taenker sikkert "hvorfor tager hun billeder af en lasagne?!"' ... det kan godt vaere man skulle have vaeret der.

Samme dag prajede vi en tuk-tuk for at komme ud og se det berygtede Da Phnom som skulle vaere et bjerg med noget speciel flot natur omkring, vores egentlige maal med Takeo. Der var vist ogsaa noget med noget Buddha-et-eller-andet. Uanset hvad kom vi aldrig saa langt for da vi havde koert et kvarters tid punkterede vores tuk-tuk. BUMMER. Men det skulle blive vaerre endnu. Vores driver fik os vist hen til en mekaniker, heldigvis meget taet paa, som tilsyneladende kunne ordne det. Der var saa bare liiige det, at han mente at vi skulle betale for hans nye daek som han ville have fem dollar for. Her skal det maaske naevnes at vi havde aftalt en samlet pris paa tre dollar for at komme ud til bjerget. Efter en laengere forhandling med baade driver og mekaniker maatte vi laegge ud med tre dollar for en ny gummislange. Saa langt saa godt. Men saa var det jo bare lige at til trods for at have paastaaet modsat vidste vores driver ikke helt hvor vores bjerg var henne, saa han ville nu have 30 dollar for at fortsaette turen - 'der var jo saa langt'. 'No way makker. Saa meget vil vi ikke se det bjerg. Tag os tilbage til Takeo saa vi kan komme videre' og det gjorde han - vi betalte tre dollar. Udover hans nye daek. Jackass...

Saaledes sagde vi farvel til Takeo og begav os videre sydpaa til Kampong Trach. Jeg vil nu gribe tilbage og sige 'Mine damer og herrer - DETTE var doedens poelse.' En endnu mindre by - basically bestaaende af en hovedgade med butikker og et enkelt guest house. Herfra blev vi koert paa motos ud til nogle drypstenshuler der gaar under navnet 'The Dragons Mouth'. Her var der ligeledes en selvudnaevnt guide, dog paa vores alder, der viste os rundt, lyste vej for os og fortalte en masse hvoraf vi stadig er usikre paa halvdelen, da cambodianere har en tendens til at sluge deres s'er og t'er i slutningen af ord. Ligeledes blev vi fulgt af en flok boern med lommelygter der maa have vaeret overbevist om at vi ikke kunne hoere hvad vores guide sagde og saaledes mente alle at de skulle gentage samtlige noegleord, paa endnu daarligere engelsk - ja, det var mere irriterende end det var nyttigt. Dog var det fantastisk at opleve baade hulerne, men isaer faunaen og klipperne omkring, da dette var en side af Cambodia ingen af os foer havde set.
Effektive som vi er var vi faerdige med sightseeing ved 11-tiden og blev enige om at 'ja, lad os tage til Vietnam idag'. Saa det gjorde vi: paa med rygsaek og hjelm og op bagpaa moto'en og saa gik det ellers derudaf paa de stoevede, roede cambodianske veje.

Efter en halv times koersel var vi ligesaa hjulbenede som cowboys og skulle her tjekke ud af Cambodia og ind i Vietnam. Dette foregik ved foerst at udfylde en 'health declaration' hvor vi egentlig selv kun fik lov at skrive personlig info, hvorefter 'skranke-Bent' krydsede 'no' af ved alle de ting man potentielt kan have fejlet, til trods for at undertegnede kunne krydse 'yes' ved mindst fire...

Undervejs i udfyldningen fik 'skranke-Bent' ogsaa oeje paa praecis HVOR stoevet jeg var i ansigtet efter mototuren (min hjelm havde ingen skaerm) og broed ud i voldsom latter som fortsatte da han fem minutter senere gik forbi os da vi ventede paa at vores pas blev godkendt ved skranke nummer to (det hjalp maaske heller ikke at jeg naesten glemte mit pas hos ham). Ved skranke nummer to blev vi kaldt hen da tolderne havde konkluderet at vi ikke var eftersoegt af hverken Interpol, CIA eller KGB og een efter een fik vi vores pas retur. Da manden bag skranken, en yngre fyr, gav os vores pas retur begyndte han at stille spoergsmaal som startede mede at vaere relativt formelle, hvorefter han stille og roligt gled over i smalltalk og da han skulle udlevere det sidste pas spurgte han om vi ikke vil med ham og hans venner til fest naar vi kom til Ha Tien (den foerste by vi skulle bo i, i Vietnam). Vi blev rimeligt paff, grinede og navngav ham Border-Dario i det vi gik videre...

Saaledes ankom vi til Mekongdeltaet, naermere betegnet Ha Tien hvor vi havde to hyggelige dage til trods for at vi ogsaa her oplevede at blive taget lettere i roeven af nogle motodrivers der liiidt havde misforstaaet hvad vi mente da vi sagde 'beach'. Men det var en fantastisk smuk koeretur trods alt; deltaet er jo umaadelig frodigt visse steder. Dog formaaede undertegnede endnu engang at komme i fysisk knibe med et braendmaerke, fra min moto's udstoedningsroer, paa stoerrelse med to femmere som vi nu kaemper med at holde rent og vaek fra solen. Efter Ha Tien gik turen til Can Tho, hvor vi stod tidligt op og oplevede solopgang over Mekong og flydende markeder bestaaende af massevis af baade, der saelger frugt og groent. Skulle man vaere i tvivl om hvad den paagaeldende baad saelger, kan man bare kigge i masten - der er baadens varer udstillet.  Klimaks i deltaet maa dog kunne siges at vaere senere da vi ankom til Vinh Long. Meget kort efter at vaere steget af bussen blev vi shanghaiet af en dame, der reklamerede med sit 'homestay'. Vi havde paa forhaande laest, og var lidt skeptiske overfor, at Vinh Long koerte en del med den slags. Umiddelbart loed det ikke saa autentisk som vi ville oenske os det, men vi maatte give os! Hun var for god til at saelge varen... Det resulterede i en pakkeloesning paa 25 dollar pr kvinde for en overnatning med morgen- og aftensmad, gratis baadtur til og fra den oe som det ligger paa, tidlig baadtur med hendes onkel dagen efter ned igennem de smaa kanaler samt gratis cykler saa vi selv kunne udforske oeen. Saaledes landede vi, et kvarter efter ankomst til oeen, paa hver vores fejlproportionerede cykel (Mulles den vaerste, ellers ogsaa weiner hun bare) og saa var det derudaf skarpt forfulgt af de obligatoriske nedstirringer og maabende blikke fra de lokale. En saa speciel cykeltur kaldte jo selvfoelgelig paa en faellessang, hvilket resulterede i vores helt egen 'Du maa faa min Mekongcykel naar jeg doer'- remix! Hell Yeah! :D

Dagen efter var det ud paa endnu en tidlig baadtur med en endnu smukkere solopgang. Denne levede helt op til vores forventninger og mere til, for da vi var 1/3 igennem baadturen lagde vores goeglerskipper til kejs et uventet sted: en coconut candy factory, by God. Kan man stave til Coconut HEAVEN?! Der var gratis smagsproever all over og det var FABULOUS. I hvert tilfaelde for undertegnede og Mie (Mulle er lidt konservativ med sit slik)...

Besoeget pa fabrikken har foraarsaget en situation af total ude af kontrol afhaengighed vi ikke foer har oplevet og Mie baerer nu konstant rundt paa en lille aeske med peanut/coconut hapser - don't take it away. Hell WILL break loose.
Sidste stop i deltaet var den relativt store, men intetsigende by Ben Tre. Bussen stoppede desvaerre i udkanten af byen saa vi maatte vade kaempe langt i middagsheden med vores rygsaekke for at finde det guest house vi havde udset os.

Efter en enkelt overnatning i Ben Tre besluttede vi os for at vi havde set nok af Mekongdeltaet og satte kursen mod millionbyen Saigon (Ho Chi Minh City)...

//Trisser