Fest, farver og latterligt daarligt vejr

Inden vi tog hjemmefra har mange vidende og hjaelpsomme mennesker givet os indput til, hvordan vi skulle rejse, hvad vi skulle vaere opmaerksomme paa og hvilke destinationer vi skulle besoege. Naturligt nok bliver det efterhaanden lidt svaert at skelne ophavet til det ene velmente raad fra det andet, hvilket nok har vaeret meget heldigt for det individ, der raadede os til at besoege Dalat! Da vi efter adskillige timer i bus paa taagede bjergveje naaede frem til det raakolde, drivvaade ’bjergparadis’ gik vores tanker i hvert fald i retningen af anononyme konvolutter med hvidt pulver til hvem der end havde anbefalet Dalat som destination. Efter solrige 30 °C i Saigon og en rejse, der indtil ankomsten i bjergbyen ikke havde budt paa daarligere vejr end et par graa skyer paa himlen, var de vaade 15 °C i Dalat noget af et chok for os. Varm the og suppe var pludselig i hoej kurs og vi maatte se os noedsaget til at finde sweatere og regnslag frem for at klare klimaet.

Regnen varede dog (heldigvis) ikke ved saa vi fik ogsaa chancen for at opleve den lidt mere hyggelige side at Dalat, som viste sig at vaere en by kendt for sin smukke natur, sit specielle klima og ifoelge Emilie, sine mange myg; ved ankomsten til hotelvaerelset organiserede hun kollektiv myggejagt, hvor vi indledte en blodig kamp imod den haer af myg, der havde beslaglagt vores vaerelse. Krigen varede en god del af en time og kostede blod (mest fra myggenes side), sved og oemme haender, men vi er stolte af at meddele at vi vandt uden naevnevaerdige tab.

For at fejre sejren besluttede vi at afproeve en af omraadets specialiteter – vin. Dalat er aabenbart et af de eneste steder i Vietnam, hvor det er muligt at dyrke vin og af respekt for de lokale var det selvfoelgelig noget vi foelte vi burde stoette. Vi erhvervede os derfor 3 forskellige flasker (vi skulle jo bare smage…) og skaalede for sejren… hvilket jeg kom til at fortryde bitterligt! Det er ingen underdrivelse at sige, at vinen var taettere paa at faa skovlen under mig end myggene havde vaeret; aldrig har jeg oplevet en vin, der var saa taet paa at vaere udrikkelig som ’Vang Dalat’. Baade Emilie og Kathrine led de samme pinsler som jeg selv, men da vi er godt opdraget (synes vi selv!) og har laert om oelspild og god alkoholkultur var vi godt klar over at der ikke var nogen vej tilbage –flaskerne var aabnet og maatte noedvendigvis toemmes. I ren desperation koebte vi derfor 3 oel saa vi efter en taar af den skraekkelige vin kunne skylle efter med en slurk gylden laeskedrik. Vi har derfor nu laert af dyrtkoebt erfaring, at der er en grund til at Vietnam ikke er kendt for sine velsmagende vine – de findes ikke (!) og advarslen er hermed givet videre.

Nu skal det heller ikke lyde som om Dalat bare var et regnfyldt hul med daarligt vejr og endnu daarligere vin. Der var meget smuk natur omkring byen og et helt andet klima end nogen andre steder i Vietnam og saa var byen hjemsted for to meget specielle sights. Det ene var et hus med det meget rammende navn ’Crazy House’. Det var et stort bygningskompleks udtaenkt af en vietnamesisk kvindelig arkitekt (sandsynligvis paa et rimelig vildt syretrip), der uden at benytte en eneste ret linje forbandt flere forskellige taarne med broer, trapper og gange.

Huset var ligesaa meget en legeplads (man farer vild efter 2 min!) som et hotel, hvor det er muligt at leje et vaerelse for natten – hvis man ikke har noget imod at vaagne op og tro at man stadig droemmer. Inspirationen til huset var ifoelge arkitekteksperten (Kathrine) klar kommet fra den spanieren Gaudi, imens det for Emilie og jeg mere lignede en scene fra ’Alice i Eventyrland’.

Det andet sight Dalat trakterede os med var en dal, hvor vi var blevet advaret af de lokale mod at tage hen. Det var den beroemte ’Valley of love’ - populaer blandt vietnamesiske turister og kaerestepar og foragtet af de lokale fra Dalat omraadet, og vi fandt snart ud af hvorfor. Attraktionen, som ligger en et kort motoride fra centrum af byen, er et aflukket parkomraade fyldt til randen med det ene kvalmende kaerlighedssymbol efter det andet. Der er udstillet alt fra fredsduer i overstoerrelse til Mickey og Minnie Mouse haand i haand.

Som besoegende gaar man rundt og ”beundrer” de forskellige statuer og faar taget sit billede med de mest tacky, altimens der bliver blaest kaerlighedstoner ud igennem strategisk placerede hoejttalere og vietnamesiske maend ifoert hvide cowboykostumer vandrer rundt blandt de besogende og kraever betaling for at lade sig fotografere. Vi spadserede rundt i parken i en times tid og morede os over de mere og mere absurde statuer, uvidende om at vi var i gang med at blive en attraktion i os selv; der var kommet flere og flere asiatiske turister til parken mens vi var gaaet rundt og da vi ville forlade stedet antastede en gruppe kinesere os – de ville have lov til at blive fotograferet sammen med os. Det er foerste gang vi har oplevet det paa vores tur (selvom vi er blevet advaret om at det aabenbart er ret almindeligt i Kina) og vi stillede (en anelse forbloeffede) op til fotografi med de forskellige mennesker i gruppen. Her synes jeg det er paa sin plads lige at understrege, hvordan scenariet er saa alle er med; naar man faar taget billede sammen med en asiat er det ikke nok at stille sig op og smile – det er ikke fordi fotografen kraever vilde poses, men det er forventet at man udstraaler kammeratskab med den man faar taget billedet sammen med. Det betyder i praksis at vidtfremmede mennesker som det naturligste i verden kaster armene omkring én og med de bedste intentioner forsoeger at klemme livet ud én i de ca. 20 sekunder det tager for fotografen at trykke paa udloeseren. Efterfoelgende gaar man derfra med det helt klare indtryk af, at man lige har reddet en komplet fremmeds dag. Det var sjovt for os at proeve i ’Valley of love’, selvom vi dog blev en anelse utaalmodige da flere turistgrupper, inspireret af de foerste, ogsaa ville tage billeder. Da vi endelig slap ud af parken jokede vi med tanken om at begynde at kraeve betaling for billederne, saa det kan vaere vi ikke faar brug for oel-nuddel-fonden alligevel ;).

Da vi havde faaet nok af det kolde vejr i Dalat tog vi videre oestpaa til kystbyen Nha Trang, der er kendt for sol, sommer, strand, fest og druk – en vidunderlig kombination. Ved ankomsten skuffede byen dog noget saa forfaerdeligt da det regnede – igen! Ganske vist er der noget varmere i Nha Trang, da det ikke ligger saa hoejt som Dalat, men det var stadig en kaempe skuffelse at skulle finde regnslagene frem igen. Det daarlige vejr varede dog ikke ved og i loebet af de naeste par dage viste Nha Trang sig fra sin bedste side; klar himmel, blaat hav, gult sand og masser af sol, saa vi tilbragte et par dage paa den fantastiske strand og noed at blive brunere og brunere. Det var dog ikke kun om dagen vi havde travlt; vi tjekkede ind paa et dorm (note til dem paa 40 +, et dorm betyder at man deler vaerelse med flere fremmede mennesker, lidt a la et kollektiv), der udover at byde paa utrolig mange soede mennesker ogsaa var leveringsdygtig i billig alkohol (INGEN Dalat vin!!) saa vores aftener i Nha Trang var ogsaa fuldt bookede.

Selvfoelgelig lyder dette underskoenne paradis med skoent vejr, dejlige mennesker og rigeligt sprut for godt til at vaere sandt og det blev det saadan set ogsaa, ihvertfald for mit vedkommende; ikke mange dage efter ankomsten blev jeg udsat for bagsnatching under en bytur. Det var det klassiske eksempel, hvor to vietnamesere paa en scooter koerer forbi og nakker tasken paa vejen. Jeg mistede selvfoelgelig en hel del (heldigvis hverken pas eller kreditkort) ting, der var vigtige for mig heriblandt min telefon og mit kamera. Derudover gav raneriet mig ogsaa lejlighed til at stifte naermere bekendtskab med det vietnamesiske politi, der eftersigende er det bedste der kan koebes for penge (ikke at vi oplevede noget i den stil) - Emilie og jeg brugte dagen derpaa 5 timer paa en politistation med at svare paa spoergsmaal, udfylde rapporter, svare paa flere spoergsmaal og fremfor alt paa at goere os forstaaelige paa engelsk (receptionisten paa vores hostel maatte hentes og agere tolk). Intet er let i Vietnam og at faa en politirapport er absolut ingen undtagelse, men jeg havde dog heldet med mig, saa efter 2 dage og i alt ca. 9 timers indsats lykkedes det mig at faa en rapport, der bekendtgjorde mit tab. Saa ville man maaske tro at jeg ville faa lov til at nyde resten af vores ophold i Nha Trang – at min del af uheldet var opbrugt, men det var desvaerre ikke tilfaeldet.

Dagen foer vores afsked med Nha Trang besluttede vi at tage paa en heldags baadtur med en masse andre fra hostlet.

Paa trods af lettere skyet vejr havde vi en fantastisk tur med baade snorkling, druk (kaptajnen hev en hjemmeblandet cocktail frem, der viste sig at vaere saerdeles potent!), hygge og faellessang (?). Desvaerre benyttede jeg et midlertidigt stop paa en oe til at snacke et par vargelaeg – det er smaa hvide aeg, hvor skallen har smaa sorte pletter og det er et meget populaert mellemmaaltid i baade Cambodja og Vietnam. Det kom jeg til at fortryde ca. 4 timer senere, hvor jeg vaagnede efter en kollektiv morfar med megakvalme. Det varede da heller ikke laenge (egentlig naaede jeg kun lige netop over paa en restaurant paa den anden side af gaden, hvor Emilie og Kathrine ville have aftensmad) inden aeggene kom op igen. Plus moms. Det var saa starten paa (endnu!) en nat, hvor jeg rendte i pendulfart fra min seng (saa er det eddermame nedern at sove i overkoejen) til toilettet. Efter gentagende gange at have stukket skaermen i toilettet formaaede jeg dog at sove et par timer inden vi maatte op og tjekke ud af vores vaerelse. Resten af dagen tilbragte jeg saa med at ynke paa en sofa i faellesrummet inden vi kl. 19 kunne stige om bord i en sovebus til Hoi An.

Den 12 timer lange bustur klarede vi alle (efter omstaendighederne) fint; Emilie blev ikke koeresyg, jeg braekkede mig ikke laengere og Kathrine tog bare det hele i stiv arm. Ved ankomsten til Hoi An fik vi tjekket ind paa det foerste ledige hotel vi fandt og jeg tilbragte saa resten af dagen og natten i sengen, mens Emilig og Kathrine gik ud og opdagede Hoi Ans store attraktion – skraeddere.

Jeg ved ikke om det var deres oprindelige plan, men de kom i hvert fald begge hjem med smukke skraeddersyede kjoler – tilpasset og designet efter praecis deres egne oensker.

Udover at vaere hjemsted for ligesaa mange skraeddere som scootere var Hoi An ogsaa en charmerende by med en gammel bydel, hvor biler var forment adgang og husene blev vedligeholdt i gammel stil. Hoi An var ogsaa stedet for vi for foerste gang kastede os ud i at leje scootere. Kathrine var for kylling til at proeve, saa Emilie og jeg begav os alene afsted. Foerste udfordring var at finde den rette forhandler og det lykkedes os rimelig hurtigt at finde en udlejer, der havde automatiske scootere og hjelme (bonus!). Efter lidt forhandling frem og tilbage blev vi enig om en pris, hvilket udlejerens venner aabenbart fandt hysterisk morsomt – Emilie noterede sig i hvert fald at de hyggede sig gevaldigt meget over os.

Da ingen af os kan kategoriseres som vaerende professionelle motorcrosskoerere besluttede vi at tage det stille og roligt og jeg fik opgaven at transportere os hen til den naermeste benzinstation fordi jeg trods alt har siddet paa en scooter et par gange foer, hvilket var mere end hvad Emilie kunne prale af. Vi overlevede da ogsaa turen og formaaede at faa fyldt benzin paa – nej, vi gjorde det ikke selv. Derefter koerte jeg os hen til et roligt kvarter og overlod kvaernen i Emilies varetaegt saa hun kunne blive fortrolig med den imens jeg gik ud for at finde frokost. Efter ca. en halv time vendte jeg tilbage og saa til min overraskelse at Emilie stod ved siden af scooteren istedet for oven paa den. Hun forklarede at den var begyndt at sige maerkelige lyde og at en forbipasserende havde peget paa hendes benzintank. Teorien var, at vi var ved at loebe toer for benzin. Dette stemte ikke overens med vores udlejers postulat om at maskinen kunne koere 30 km paa literen, men vi besluttede alligevel at koere tilbage til tanken. Paa vejen derhen gik det imidlertidigt op for os at der sku nok var rigeligt benzin paa og at problemet nok naermere var at vi var punkteret. Naerrigheden slog til igen og vi besluttede ikke at lappe lortet, men bare at faa fyldt lidt luft i for ”det var nok bare sivet ud lige saa stille og roligt”. Den teori blev afkraeftet ca. 10 min senere da vi igen koerte paa et fladt daek og vi kroeb derfor til korset og bad en mekaniker saette en lap paa slangen. Det var imidlertidigt lettere sagt end gjort, for da han ville hive slangen ud af daekket stod han pludselig med en gennemskaaret gummislange i haanden. Det lignede aerlig talt at slangen var klippet igennem med en saks og efter ca. 6 uger paa farten i Asien drog vi den mest logiske konklusion – nogen forsoeger at snyde os. Vi sammenkaldte derfor til krigsraad og overvejede vores muligheder. Vi blev hurtigt enige om at vi ikke havde taenkt os at betale for baade leje og ny slange og (rimelig pissed, som vi var) besluttede vi at koere tilbage paa det flade daek og tage diskussionen med udlejeren. Som sagt saa gjort og da vi kom tilbage forklarede vi sagen for ham. Han insisterede selvfoelgelig paa at scooteren havde vaeret fin da vi havde faaet den, men efter at have diskuteret frem og tilbage endte det med at vi gik derfra uden at betale for nogen af delene. Saa paa trods af alt boevlet fik vi alligevel proevekoert en scooter og endda ganske gratis – vi klager ikke. Efter det famoese scootereventyr tilbragte vi et par dage med at opleve byen (og faa tilpasset kjoler) inden vi satte kursen imod Danang, Vietnams 3. stoerste by og det suveraent mest kedelige sted i landet. Vi tilbragte under 24 timer i byen og selv det var for meget – efter en halv dag var vi klar over at Danang er ligesaa meget vaerd for turister som den samlede encyklopaedi er for en flok kalkuner! Efter en enkelt nat pakkede vi med andre ord vores tasker i en vis fart (dette kan dog ogsaa have haft noget at goere med de kryb, der boede i sengene paa det hotel, hvor vi sov) og sprang paa en bus til Hue, hvor vi tjekkede ind paa Hue’s Backpackers Hostel alias guds gave til toerstende rejsende.

Vi havde oprindelig hoert om stedet fra andre rejsende tilbage i Nha Trang, der varmt havde anbefalet hostlet. Personligt var vores oplevelse af stedets service ikke synderlig sindsoprivende (eller tilfredsstillende) da vi ved ankomst blev henvist til et andet hotel, da alt var optaget. Vi fik dog lovet en plads dagen efter, hvor vi ogsaa fik lov til at tjekke ind og overnatte en enkelt nat, hvorefter vi fik af vide at vi maatte flytte igen. Dette blev heldigvis aendret til at vi kunne faa lov til at blive, hvis vi ville sove tre i en halvandenmandsseng, hvilket igen blev aendret til at vi ogsaa ville faa tildelt en enkeltmandsseng oveni – saa resultatet var at Emilie og Kathrine laa i ske mens jeg kunne brede mig i overkoejen. Generelt var det et vaerre roderi saa naar hostlet alligevel staar for os som et af de bedste vi har boet paa indtil videre skyldes det to ting; soede mennesker og gratis oel fra 17-18! Det er utroligt, hvad man vil finde sig i naar man ved at der i loebet af dagen er en hel time, hvor udskaenkningen af oel koster det samme som luft goer til daglig. Vi overlevede endda at det regnede 80 % af tiden fordi alt bare ser lysere ud med en flaske i haanden.

I Hue havde vi ogsaa fornoejelsen af at komme lidt tilbage paa det kulturelle spor og vi fik set Nguyen herrernes (Vietnams officielle dynasti frem til 1945) citadel (hoejdepunktet var den afsluttende tur paa KFC, hvor vegetaren fik smag for coleslaw) og deres gravpladser. Sidstnaevnte var for undertegnedes vedkommende nok mest interessant fordi det indebar leje af motos (denne gang uden maerkelige punkteringer – til gengaeld loeb vi toer for benzin...).

Det var ogsaa fra Hue at vi tog en tur op til den demilitariserede zone – det 10 km brede bufferbaelte, der gik igennem Vietnam ved den 17. breddegrad og delte landet i nord og syd. Uvidende som vi var havde vi dog valgt at booke turen dagen efter St. Patricks Day, hvilket viste sig at vaere en fejltagelse. Vi var i hvert fald ikke helt paa toppen da vi efter adskillige timers fejring og faa timers soevn skulle op kl. 6 og ud i en bus. Vi kom dog over os selv og fik ogsaa nydt turen selvom de fleste sights var rimelig intetsigende; ’her er en bjergtop, hvor der engang laa en amerikansk base. Den er her ikke mere og der er ingen rester efter den, men bjergtoppen er altsaa god nok’. Hightlightet var Vinh Moc tunnelerne, hvor en hel landsby havde gravet sig ned for at slippe for de amerikanske bombardementer. Boenderne boede saa under jorden (nogle i op til 6 aar) og forsvarede samtidig graensen imod potentielle amerikanske invasioner. I modsaetningen til tunnelerne i Cu Chi var disse altsaa ikke bygget som et angrebsvaerk, men som en noedvendig beskyttelse for at kunne opretholde et normalt liv paa trods af krigen.

Efter saaledes at have tilbragt et par dejlige dage i Hue blev det tid til at tage videre og vi bookede endnu en sovebus, denne gang til hovedstaden Hanoi. Vi rejste sammen med en englaender, Joe, som jeg havde moedt i Nha Trang og som vi igen havde moedt i Hue og i hans selskab gik de 14 timer som en leg.

Vi drak oel og Kathrine og Joe koebte ogsaa en haeslig flaske ’et eller andet’ som de havde store problemer med at faa drukket altimens vi bumlede afsted paa daarlige veje med en potientiel sindssyg chauffoer – vi havde en fest altimens Hanoi kom taettere og taettere paa.

Kort fortalt; vi lever! Og haaber at alle derhjemme har det fantastisk.
God karma og varme vibes
Mie